[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Uhm, en rigtig drømmesituation, som hjemme i Danmark er hverdagskost, men som her i Irak oftest kun er en drøm. Ja, et fatamorgana.

Kulde er nemlig ikke det, der er mest af, selv om alle danske og litauiske soldater tørster efter det med længsel. Den første tid i det varme land har nemlig hovedsageligt budt på drikkevand, der er varmt. Ikke fordi vandet har stået til opvarmning i solen, men fordi kølerne kun vanskeligt har kunnet følge med efterspørgslen, når hver enkelt drikker omkring 10 liter i døgnet.

Der udbrød derfor vild jubel, da CIMIC-folkene forleden kunne åbne den såkaldte PX for første gang. Ganske vist kun med et beskedent udvalg af cigaretter og de ombejlede sodavand. Men alligevel glimrende for især de, der har kunnet få de eftertragtede dåser på køl. Ja, og så de, der efterhånden var ved at løbe tør for cigaretter.

Manden bag PX’en er seniorsergent Skamby. Han åbner sin container eller bagsmækken på sin GD med mellemrum, og selv om der i første omgang kun kan købes hele kasser, så går salget strygende.

Også cigaretterne er i høj kurs nu, hvor de fleste rygere har røget de sidste krøllede cigaretter fra den medbragte beholdning hjemme fra.

- Bare det kan brænde, lyder svaret på seniorsergentens spørgsmål om mærke og om, at han godt nok ikke lige kan tilbyde Prince.



Seniorsergent Skamby åbner med jævne mellemrum sin lille PX-butik med udsalg af sodavand og cigaretter. I det steghede Irak er colaer og smøger i høj kurs.