En efterretningsofficers bekendelse

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Derfra hvor jeg ser tingenes gang er efterretningssektionen, som i militærsprog også hedder S2. S2 er det sted hvor alle soldaterne kommer og fortæller, hvad de har set og hørt på deres mange patruljer i vores ansvarsområde.

Vi har tolke i vores sektion, som udover at virke som oversættere ude i lokalområdet, også kigger i aviser, på internet og ser de lokale nyheder på TV. Alle disse oplysninger, fra den enkelte soldat til oversættelse af politiske taler i Beograd, samles så hos os, og vi prøver at lave et samlet billede til vores oberst.

Vi er den hemmelige sektion, og for det modtager vi en del røg, og sådan skal det være. Så har jeg prøvet, meget simplificeret, at forklare, hvad jeg får min fyrstelige gage for.



Bare det var min bil (MP car search)

De sidste dage har der været nogle tvister i et mindre landbrugsområde, som ligger umiddelbart vest for byen Mitrovica, en del af vores ansvarsområde. Uden at gå i detaljer med baggrunden for dette, er der nogle landmænd, som brænder andre landmænds høstakke af, og nogle bliver nægtet adgang til deres marker.

Det er jo et skidt udgangspunkt for en fredelig sfære. Dagligt, op til flere gange, er der danske soldater på stedet for dels at patruljere dels at forsøge at tale parterne hen imod en løsning, som alle kan leve med. Det kan være svært at bevare optimismen, når man kigger på de historiske fakta.

I det nævnte område viser erfaringerne desværre, at disse episoder med chikanerier, opstår på stort set samme tidspunkt hvert år. Det kan vi se i vores egne rapporter samt læse i aviserne. Hvorfor gør de det så? Hvorfor finder de dog ikke en mindelig løsning og kommer videre? Tja, hvis nogen af jer derhjemme har svaret, så send mig en mail! Det er som om, at for hver gang vi finder en løsning, dukker der 10 nye problemer op.



Håndværker tilbud m. fritliggende spær.

Nå, nu skal det hele jo heller ikke være så pokkers trist. Min sektion var i går til middag i en fransk lejr som hedder Belvedere. Den ligger små 10 minutters kørsel fra vores egen lejr.

Årsagen til middagen var mindre glædelig, idet det var for at sige på gensyn til en officerskollega, vi har haft et tæt samarbejde med de sidste måneder, han hedder Eske Winther og kommer fra Århus, men det kan han jo ikke gøre for (jeg selv er fra Sjælland). Eske skal hjem til Danmark om en uges tid og man skal jo ikke forpasse en chance for lidt god mad og vin, som sagt så gjort.



Rygning er usundt!

Leaveperioderne har længe kørt på højtryk, og vores sektion er ikke gået ram forbi. Det betyder, at vi er meget stedbundne og bruger det meste af tiden ved et skrivebord, selvom vi meget hellere ville ud i vores område. Det kan der ikke, og skal der ikke, laves om på.

Vi har alle behov for at komme hjem til vores kære og få ladt batterierne op igen. Jeg selv skal hjem om 3 uger, så er det også 2 måneder siden jeg har set min lille datter Freja og min fantastiske viv, det bliver skønt.

Solen skinner på højtryk hernede hver dag, desværre er der som regel et tykt lag skyer mellem os og solen. Sommeren hernede minder lidt om bataljonens arbejde i Kosovo. Den kæmper for at komme igennem de tunge skyer og en gang imellem kommer der et strejf af solen og man tænker ”nu er sommeren her”, men så trækker det sammen igen og regnen vælter ned.

Heldigvis er dårligt vejr ikke noget, der opfordrer til ballade i gaderne, og det gør det også pokkers svært at brænde høstakke. Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Dette ugebrev er skrevet ud fra min persons synsvinkel. Men, jeg taler for alle i Den Danske Bataljon når jeg siger: Vi savner jer, og glæder os til at komme hjem.
In Actis Esto Volucris: Vær Lynsnar i Handling (Gardehusarregimentet).



Skribent og Forsvarschef