En grænseoverskridende oplevelse

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der er tomt, der er øde og der er meget, meget stille langs grænsen mellem Iran og Irak, der løber i det danske ansvarsområde. 150 kilometer fyldt med sand, fæstningsanlæg, sand, ar efter otte års krig, sand, en enkelt lille busk og mere sand. Og så er det fladt. Her kan selv ikke Lollands frodige, flade marker være med.

Skal man opleve et landskab i perfekt vater er grænsen mellem Irak og Iran stedet. Det er kun luftspejlingerne der sætter en begrænsning på, hvor langt man kan kigge, og det er noget de danske soldater i Irak har haft god brug af de forløbne dage.

For som et led i genopbygningen af Irak er turen nu kommet til grænsekontrollen. Der har gennem længere tid været mistanke om, at uønskede personer og smuglervarer i stor stil har brugt de øde sandstrækninger til at krydse grænsen.

Det er naturligvis uacceptabelt, så derfor har koalitionsstyrkerne, som danskerne er en del af, valgt at sætte fokus på Iraks ydre sikkerhed. Der skal ganske enkelt være langt mere styr på hvem og hvad, der krydser grænsen.



Herude - i midten af det, der nemt kunne betegnes som ingenting – har de danske soldater travlt med at sikre grænsen mellem Iran og Irak.

Det lyder måske som en overskuelig opgave, men trafikken mellem Irak og Iran er enorm. Det skyldes ikke mindst det faktum, at Iranere er Shiamuslimer og at de fleste Shiamuslimske helligdomme ligger i Irak. Derfor er der hvert år tusindvis af pilgrimme, der tager turen fra Iran til Irak for at nå frem til helligdomme i byerne Karbala og Najaf.

Mange af dem går de mange hundrede kilometer, og derfor kan det være sin sag at skulle dirigere disse pilgrimme ud på en omvej, fordi de altså nu skal benytte de rigtige grænseovergange og ikke blot skyde genvej, der hvor det er mest belejligt.

Man frygter nemlig også at terrorister og andre, der vil destabilisere det gode spor udviklingen i Irak er slået ind på, vil benytte sig af disse pilgrimstogter. Det er jo nemt at gemme sig i store folkemængder, men med en målrettet indsats vil koalitionsstyrkerne gøre deres til, at det irakiske grænsepoliti får de bedste betingelser for at stoppe denne trafik.

Det betyder helt konkret at danske soldater agerer grænsebetjente og nøje holder øje med, hvad der sker i det flade terræn. Men til forskel fra de almindelige irakiske grænsebetjente slæber danskerne en hel del mere moderne isenkram – og våben ikke mindst – med, når de påtager sig en sådan opgave. Og det er noget, der er blevet bemærket af de iranske poster på den anden side af grænsen.



De iranske grænseposter har særdeles travlt med at holde med, hvad der sker i Irak. Og den iranske opmærksomhed fik lige en ekstra tand, da de danske soldater rykkede ud for at hjælpe irakerne med at holde grænsen lukket for uønskede personer og varer.

Iran er i forvejen særdeles opmærksom på, hvad der sker i Irak. Og det er jo forståeligt nok, når man lige har set sit naboland blive løbet over ende med det, man fra officiel iransk side har kaldt ”den store satan” i spidsen. Så jo, iranerne har travlt med holde øje med, hvad USA og dets allierede laver lige inde hos naboen.

Og denne spændte atmosfære fik nogle af de danske soldater også at føle, første aften de var ude ved grænsen. Pludselig hørte de skud fra den iranske grænsepost flyve over hovederne på dem og i overensstemmelse med reglerne, skød man igen. Ikke sigtede skud, men skud hen over hovederne på iranerne.

Det medførte så igen, at iranerne skød tilbage hen over hovederne på danskerne, og sådan fortsatte det en rum tid, ind til begge parter indså, at der var tale om en misforståelse, der ikke førte nogen steder.

Og at iranerne ikke har fjendtlige hensigter over for danskerne i området det fik sergent Thomas. M. Larsen og konstabel Jess Skov fra panserinfanterikompagniets 1. deling mulighed for at få bekræftet dagen efter. Mens de stod på deres post og observerede over mod den iranske post, blev de pludselig vinket frem af den iranske soldat.

Da ingen dansk soldat har den store lyst til at krydse grænsen og dermed muligvis være årsag til en større diplomatisk krise, vinkede danskerne klogelig iraneren frem. Det endte med at begge parter gik frem og mødtes i ingenmandsland. De to danskere havde en tolk med, som kunne oversætte og resultatet blev et af de mere bemærkelsesværdige møder.

”Det var en underlig fornemmelse at mødes med to iranske menige og en officer derude midt i ingenmandsland. Alle har jo våben med og man kan ikke lade være med at tænke på, at der skal altså ikke mange misforståelser til, så kan det her gå galt,” fortæller Thomas M. Larsen.

Men mødet gav også et godt indblik i, at selv om uniformen og de ting man kæmper for er forskellig, så er visse ting alligevel fælles for soldater.
”Vi spurgte lidt til, hvor de kom fra og det viste sig, at en af dem kom fra grænsen mellem Iran og Afghanistan og derfor på samme måde som os var meget langt væk hjemmefra. Og så fortalte vi lidt om vores hjemegn,” siger Thomas M. Larsen.

Mødet gjorde et stort indtryk på både ham og Jess Skov, men størst indtryk gjorde det dog på deres tolk som, til trods for at han var iraker og dermed havde boet hele sit liv lige ved siden af Iran, aldrig havde mødt eller talt med en iraner. Så nok var danskerne i ørkenen for at lukke grænsen, men der blev også åbnet for nye indtryk og nye forbindelser.

Det nød 2 deling og kommandodelingen fra panserinfanterikompagniet også godt af. Et møde med en beduinstamme ude i ørkenen kastede et nyslagtet lam af sig. Beduinerne var i første omgang flygtet i deres biler fra danskerne, men da danskerne nåede frem til deres lejr forklarede de, at de troede at de blev forfulgt af ali baba’er som er det lokale udtryk for røvere.

Det kunne de danske soldater jo afvise og i taknemmelighed over, at danskerne ikke konfiskerede de våben, som de ganske lovligt havde i deres beduinlejr gav de danskerne et nyslagtet kid.

Det blev senere tilberedt på en til lejligheden opfundet grill, og resultatet var efter sigende ganske forrygende. Så selv om en tur i ørkenen nok byder på en del irritationsmomenter, for slet ikke at tale om sand, så har det også sine lyse øjeblikke.



Næstkommanderende i Panserinfanterikompagniet, Jacob Andersen, kunne glæde sig til at sætte tænderne i det nyslagtede lam, der hænger inde i det grønne net. Kompagniet fik lammet af nogle taknemmelige beduiner.