[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

"Det var en hård og mærkelig dag," fortæller Jacob Johansen tilbage i god behold i den danske lejr Camp Eden. Dagen han taler om, er lørdag den 7. august, der for al tid vil stå som noget særligt i hans hukommelse. Denne lørdag blev han nemlig sammen med omkring 100 kolleger indsat i ildkamp i den nærliggende by Al Qurnah, hvor oprørere havde overfaldet en dansk patrulje.

Jacob Johansen er sergent og gruppefører i panserinfanterikompagniet, der fik til opgave at tage ind til Al Qurnah og sørge for, at ingen forhindrer hverken lokale eller sikkerhedsstyrker i at bevæge sig frit. Og at der var nogle, som ville det anderledes tog det ikke lang tid for Jacob Johansen og hans gruppe på 10 mand at finde ud af.

"Da vi er kommet et godt stykke ned af vejen til Al Qurnah, bliver det første køretøj beskudt med en panserværnsraket, som detonerer lige foran den ene PMV. Vi trækker os tilbage, og under tilbagetrækningen bliver min PMV også beskudt med en panserværnsraket.

Den går lige over hovedet på os. Raketten bliver afskudt på cirka 25 meters afstand. Jeg skyder tilbage fra lugen i min PMV. Mit tunge maskingevær skyder også, og den anden gruppe afgiver også skud," fortæller Jacob Johansen.



Jacob Johansen foran den PMV han sammen med sin gruppe kørte til Al Qurnah i. Den blev angrebet af en panserværnsraket, som heldigvis fløj over vognen.

Det er ikke første gang, han er i ildkamp, men alligevel var det anderledes denne gang.

"Jeg har før været i kamp hernede, men denne gang kunne jeg mærke, det var værre. Jeg var egentlig ikke bange på noget tidspunkt. Det var, som om at hver gang vi blev beskudt, blev opmærksomheden bare skærpet lidt mere, og når man så bliver beskudt af en panserværnsraket - så er det virkelig noget, der kan skærpe opmærksomheden."

Og der var virkelig brug for opmærksomhed denne eftermiddag. For aldrig før har danske styrker været indsat i decideret bykamp. Og bykamp stiller særlige krav til soldaternes evne til at holde hovedet koldt, selv om skyggetemperaturen denne dag kom op på 53 grader.

"I en kamp som denne der foregår i byen, og hvor man ikke kan se forskel på civile og fjender, før du ser et våben, der peger mod dig, er det meget vigtigt at være på stikkerne for ikke at skyde på de forkerte. Man skal være 100 % vågen," siger Jacob, der oplevede, hvordan alle de mange timers øvelse satte ind.

"Jeg har hørt meget om kampstress og vil gerne sige, at i denne kamp var det for mig som om adrenalinet overtog styringen. Min træning og uddannelse gjorde, at al min energi blev fokuseret på opgaven. Der var ingen i min gruppe, der bukkede under. De var alle meget fokuserede og gjorde alle det, de skulle på de rigtige tidspunkter," siger Jacob med en vis stolthed.



Jacob Johansen har været i kamp før, men det var ikke som i lørdags.

HOK Presse
På grund af arbejdspres er det ikke muligt at få interview med soldater fra DANCON/Irak

Opfølgning på ildkampen i lørdags
10-08-2004 | 10:05 | Irak

Danske soldater i ildkamp – ingen tilskadekomne
08-08-2004 | 03:58 | Irak

Danske soldater indsat i Al Qurnah
07-08-2004 | 16:53 | Irak