[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
En plads, der ligger langt væk fra byer og civile bebyggelser og er aldeles øde og gold, og hvor en irakisk militær enhed formentlig i al hast har efterladt sig nogle murbrokker og bygninger. Desværre ikke noget som kan bruges til at bo i for de danske soldater. Alt bliver fjernet og planeret, og op på den golde jord skyder en hel lejr.
Chef for ingeniørdetachementet er kaptajn Peter Jegsen. Med sig har han i alt 55 ingeniørsoldater, som arbejder og knokler løs trods af varme og støv.
- Vi har fået tre ordrepunkter. Tag til ansvarsområdet. Byg en lejr og tag hjem igen, skærer Peter Jegsen opgaven groft ud.
Ordren knytter sig dog til et helt specielt lejrkoncept og til en masse koordination med bataljonen, så lejren bliver optimal både sikkerhedsmæssigt og arbejdsmæssigt.
Peter Jegsens soldater er specialister, som på mange måder er at sammenligne med et almindeligt entreprenørfirma. Måske et mere specialiseret et af slagsen, hvor folkene ikke tager notits af, at arbejdspladsen ligger i Iraks goldeste ørken. Eller i Eritrea i Afrika, hvor de fleste også med kort varsel sprang til og byggede en lejr.
- Vi har nogle gode folk. De er vilde efter at springe på maskinerne og komme i gang, fortæller Peter Jegsen sammen med seniorsergent Ole P. W. Jespersen, der er sektionsfører for maskinsektionen.
Opbygning af teltlejr. Foto: FTVM
Netop den sektion er de første, der skal i gang. De skal ganske enkelt jævne hele området, så selve lejren kan blive bygget op. Et arbejde, der kræver omtanke under de meget ekstreme forhold, naturen på stedet byder på. Temperaturer, der i øjeblikket sniger sig op omkring 50 grader i skyggen i dagtimerne, og støv i massevis er hård kost for maskinerne. Og for folkene, der skal køre dem.
- Jeg starter med at vække folkene klokken 4.00 om morgenen. Klokken 5.00 går vi i gang og bliver ved indtil omkring klokken 11.00. så er varmen så hård, at det ikke er til at arbejde, fortæller Ole P. W. Jespersen.
Han sender så igen folkene ud i maskinerne sent på eftermiddagen, hvor de så kører på indtil omkring klokken 21.00 eller senere.
Arbejdet koordineres nøje med kommandanten i lejren og med de forskellige sektioner og delinger, der skal drive lejren. Placering af telte, værkstedsfaciliteter, beboelsescontainere (kaldet prefabs) med mere skal nemlig helst være rigtigt, for ellers skal tingene bare laves om senere.
Det skulle helst ikke være nødvendigt, for ingeniørerne har 12 uger til at gøre lejren fiks og færdig. Ingeniørerne kan ikke nøjes med at bygge en lejr, for de skal også bygge lejren for det Nationale Støtte Element NSE Camp Yggdrasil. Og om 12 uger skal soldaterne fra DANCON/IRAK gerne kunne nyde synet af både en pølsevogn og den golde ørken udenfor den pigtråd og de såkaldte hesco-bastions, der beskytter lejren hele vejen rundt.