[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Når man står overfor en udsendelse, føler man sig forberedt efter at have gennemgået bl.a. DANILOGs kurser, men hvor er der bare meget, som er anderledes, når først fødderne er plantet i virkelighedens verden.
Dette kommer for vores vedkommende især til udtryk i de områder, hvor den gamle irakiske kultur og kulturskat med klare bånd til vores vestlige kulturarv er bevaret. Her har det danske stabselement ved Multinational Division Centre South (MND CS) - DANELM/MND CS/DANCON - kunnet gøre sig erfaringer, man aldrig havde turdet drømme om.
Sandheden er derude
Til at begynde med stemte alting ganske godt overens med forhåndskendskabet til Irak. Første stop blev gjort i Camp Yggdrasil, hvor DANELM/MND CS/DANCON skulle gøre sig sine sidste praktiske forberedelser inden turen til Bâbil-provinsen kunne indledes. Sand...massevis af sand...vidnede om, at rygterne talte sandt, men sandet skulle siden blive erstattet af ganske andre frodige omgivelser og kulturelle oplevelser, det kun er de færreste arkeologer forundt at besøge, nemlig Babylons hængende haver og ruiner.
Babylons seværdigheder
Måske forbinder man ikke lige umiddelbart Babylons hængende haver og ruiner med koalitionens tilstedeværelse i Irak - og alligevel er der en sammenhæng. Camp Alpha har nemlig de velbevarede ruiner som nærmeste nabo.
MND CS yder selvfølgelig ruinerne al mulig respekt, men ikke desto mindre er det irakiske kulturministerium ikke jublende lykkelige for naboskabet. Bl.a. som en konsekvens deraf vil MND CS i løbet af de kommende måneder sige farvel til de historiske omgivelser til fordel for en tidligere irakisk militørbase i Ad Dîwânîyah - ca. 260 km syd for Bagdad!
Sammen med statuen af Zeus på Olympen, kolossen på Rhodos, Artemistemplet i Efesos, mausolæet i Halikarnassos, fyret i Alexandria og pyramiderne i Giza udgør Babylons hængende haver de syv fantastiske vidundere, hvoraf kun pyramiderne i dag kan studeres ved selvsyn. If. Instituttet for orientalske Studier ved Oxford University i England er der rejst tvivl om, hvorvidt Babylons hængende haver overhovedet har befundet sig i Babylon.
At de har eksisteret, mener man sig dog sikker på, men muligvis har de i stedet for Babylon befundet sig i Nineveh. Hvad der er sandt, og hvad der er falsk, ødelægger imidlertid ikke helhedsindtrykket af at befinde sig i de historiske omgivelser, som Bâbil-provinsen byder sine gæster.
Babylons hængende haver og ruiner er i dag ikke nogen åben turistattraktion, selv om tidligere præsident Saddam Hussein tilbage i 1987 påbegyndte sit helt eget rekonstruktionsprogram. Dette indeholdt den tidligere herskers egen fortolkning af historiens vingesus - en fortolkning, der desværre ikke havde meget med virkeligheden at gøre.
Bl.a. byggedes et palads til eget brug tæt ved Babylons ruiner, og derudover blev der etableret gårdhaver og arkader mellem ruinerne. Den største historiske ulykke var dog, at man i stedet for at udgrave ruinkomplekset valgte at lægge nye byggesten oven på de gamle, men til alt held er helhedsindtrykket ikke derved ødelagt.
Indermuren af Babylons ruiner med tegningen over hele bygningsværket i dag kendt som Babylons ruiner.
En oplevelse udenfor tid og sted
Medens dagligdagen i Irak kan være præget af morter- og geværild for slet ikke at tale om de lavtgående amerikanske Blackhawk-helikoptere, står tiden fuldstændig stille i såvel forgårde som hovedgårde indenfor murene omkransende Babylons indre. Stilheden er larmende...og når man vækkes af sin døs, skyldes det som oftest en fremadstormende gråspurv, som har lidt større vovemod og lidt mere tillid og gæstfrihed til sine omgivelser, end vi oplever dem hjemme i Danmark.
Selv om der er tale om rå sten, kan man uden problemer forestille sig konge og træl og dronning og skøge i det liv, der engang har eksisteret i Babylon. Dette skal holdes op imod det faktum, at Bâbil-provinsen er meget frodig, hvilket ikke mindst skyldes bifloderne til Eufrat og Tigris. Billedet af dette fantastiske miljø er ikke ren fantasi, og står man på Camp Alphas spiseterrasse ved siden af en af Eufrats bifloder, er man sikker i sin sag.
Udsigten over floden til den anden bred med dens palmetræer og høje siv får een til at drømme sig hen til en ganske anden verden og tid. Her ved Babylons hængende haver og ruiner er det ingen kunst at tænke tanker...og tanker bliver der tænkt! Tanker om alt...og tanker om intet! Tanker om fremtiden, nuet og fortiden! Spørgsmål træder frem ud af det rene ingenting...og fra tid til anden fortoner svarene sig i det rene ingenting, men tiden er til at tænke tanker...uden afbrydelse!
Er det uforståeligt? Måske - især, hvis man tænker i de baner, der præsenteres via medierne med slagmarker af forskellige art...med kampvognskirkegårde og ruiner...men sådan er virkeligheden...den virkelighed, der formentlig bedst kan sammenlignes med floddeltaet i lande som fx Vietnam, Laos og Cambodia...på en gang så stille og fredeligt...og samtidig så uforudsigeligt og brutalt...
En af forgårdene til de indre gårde. Atter må man bemærke sig den smukke udsmykning, som selv den dag i dag står lysende klare.
Nye tider - nye muligheder
Sammen med amfiteateret tæt ved indgangsporten til Camp Alpha kunne de historiske omgivelser udgøre en ægte turistattraktion. Ganske vist vil den irakiske infrastruktur skulle forbedres. Vejene er langt fra de bedste, og derudover er et egentligt turistmiljø med hoteller og lign. ikke-eksisterende, og endelig er flyruter til Bagdad også et krav.
Måske så vi fra det høje nord gerne, at genopbygningen og udviklingen af det nye Irak foregik med langt større hast, men ting tager tid. Ganske vist er der langt fra nutidens Irak til 70’ernes charterferier til Mallorca med grisefest og Johnny Reimers lystige sange på rejsegrammofonen med hele svineriet, men Rom blev ikke bygget på en dag. Det bliver det nye Irak heller ikke, men hvor der er vilje, er der også håb - også for provinser som Bâbil, der kunne blive fremtidens bud på et succesfuldt turistmiljø til gavn for det nye Irak...i alle tilfælde med velvilje og en smule fantasi.
Kunne lige så godt udgøre et motiv fra Mekongdeltaet el.lign. Der er dog tale om udsigten fra spisesalens terrasse, idet man yderst til højre kan skimte en polsk forpost.
Det palads, som tidligere præsident Saddam Hussein lod bygge, hvorfra han havde fuldstændig overblik over området - herunder Babylons ruiner!
Af kaptajnløjtnant, cand.jur. N-O.G.Mannerup, Staff Officer/Current Operations/Tactical Operations Centre/Multinational Division Centre South (DANELM/MND CS/DANCON)