[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Et nyt irakisk politi er på vej. Knap 2.000 betjente i det danske ansvarsområde gennemfører i disse dage prøver, der skal skille fårene fra bukkene og sikre et nyt irakisk politi af høj kvalitet

Der grubles, der grifles og der svedes, når de knap 2.000 irakiske betjente i det danske ansvarsområde i Irak i disse dage gennemgår prøver, der skal vise, hvem der er egnede til at være betjente i det ny Irak, og hvem der bør finde en anden beskæftigelse.

For omvæltningen i det irakiske samfund stiller også helt nye krav til politiet. Det er slut med diktatoriske beføjelser, og det er slut med vilkårlige fængslinger. Der er brug for betjente, der respekterer grundlæggende menneskerettigheder og forstår, at politiet for fremtiden skal være befolkningens venner og tjenere i kampen mod kriminalitet. Det er en helt ny måde at tænke på for mange betjente, og det kræver uddannelse.

Derfor har koalitionsstyrkerne været dybt engageret i, at gennemføre uddannelse og udvælgelse af medlemmerne til den kommende irakiske politistyrke, og i denne uge falder dommen så over mange af betjentene. For det er givet, at ikke alle, der i dag bærer politiuniformen, er lige egnede til det. Det finder man blandt andet ud af ved en af prøverne, hvor betjentene skal gennemføre en simpel skriftlig prøve.



Fra tidligt om morgenen ankommer de irakiske betjente til den danske lejr, hvor de skal gennemgå prøverne. Når ugen er gået, har knap 2.000 betjente fra det danske ansvarsområde været igennem.

Spørg først – skyd senere
Prøven er bygget op som en ”multiple choice-prøve”, hvor betjentene altså har mulighed for at afkrydse det rigtige ud af flere mulige svar på et givet spørgsmål. Spørgsmålene kommer vidt omkring og tester både læseevnerne, regnefærdighederne og betjentenes forståelse af mulighederne for magtanvendelse, som jo er blevet noget indskrænkede efter diktaturet faldt. Det er ikke længere skyd først – spørg bagefter princippet, der gælder, og det skal betjentene gerne vise, at de har forstået.

Men besvarelsen af testen kan udvikle sig til noget af en gang sypigetipning, hvis man ikke kan læse spørgsmålet. Og det er der desværre nogle af betjente, som ikke kan. De vil få svært ved at beholde deres job, for fremtidens irakiske politibetjent skal kunne læse og skrive for at opfylde deres mission om at være borgernes garant for ro, orden og retfærdighed.



En skriftlig mulitple Choice-prøve skal vise, at betjentene kan læse, regne og forstår, hvordan et moderne politi opfører sig i en moderne stat.

Fysikken i orden
Det er dog ikke kun de boglige egenskaber, der fokuseres på under prøverne, som har fået det sigende navn ”Hot Bobby” med henvisning til kælenavnet på de britiske betjente ”Bobby’erne”. Fysikken skal selvsagt også være i orden og derfor gennemføres der enkle koordinationsøvelser og en fysisk test med armstrækkere, maverulninger og en løbetur på 1.500 meter.

Det er det danske Militærpoliti-detachement (MP), der i samarbejde med britiske soldater står for prøverne ved den danske lejr. Major Flemming Amdisen, der er chef for MP-detachementet, er indtil videre tilfreds med forløbet af prøverne.
”De irakiske politifolk er gået til den med krum hals. De ved godt, at det i sidste ende kan koste dem jobbet, hvis de ikke klarer prøverne, og det kan vi godt mærke på dem.”



Major Flemming Amdisen, der er chef for det danske Militær Politi i Irak, er tilfreds med de irakiske betjentes indstilling. ”De går til den med krum hals.” .

Gennemføres over alt
Alle betjente i Basrah-regionen gennemfører de selv samme prøver, og er blevet informeret om, at formålet er at skabe et bedre politi ved at få de bedst egnede ind i styrken. Og effekten af koalitionsstyrkernes påvirkning er begyndt at vise sig. Politibetjentene ved checkpointene begynder så småt at tage deres opgave mere alvorligt, betjentene optræder mere som ordensmagt, og anholdelser sker på ordentligt grundlag og med indhentning af vidnerapporter.

Så sent som mandag eftermiddag demonstrerede politiet i byen Al Qurnah, at det langsomt er ved at være klar til at overtage opgaven med at holde ro.
Ukendte gerningsmænd begyndte pludselig at skyde ud af en bygning mod nogle personer på gaden. Skuddene blev hørt og observeret inde fra huset for civilt-militært samarbejde, CIMIC-Huset, i Al Qurnah, hvor danske CIMIC-soldater bor og arbejder. De meldte straks om episoden og en patrulje fra de danske styrker blev alarmeret og sendt ind for at undersøge sagen. Men da patruljen efter ganske kort tid nåede frem, var det irakiske politi allerede mødt talstærkt op og havde arresteret to mistænkte.

Politiets gode måde at håndtere sagen på har høstet ros og giver håb om, at det ny irakiske politi i en nær fremtid er klar til at overtage mange af de daglige opgaver, som de danske soldater løser her i det sydlige Irak. Og denne uges prøver sikrer, at det sker med de bedste betjente.



Mens det ene hold er i gang med armstrækkerne, kan det andet hold more sig. Smilene forsvinder dog hos nogle, når det er deres tur til at vise, at armkræfterne er i orden.