[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Søndag morgen afholdt obersten og feltpræsten en mindehøjtidelighed, hvor alle blev samlet, foran flagene, der gik på halv stang.

” Det, der ikke måtte ske, er sket.” Sagde feltpræst Torben Mølgård Jørgensen i sin bevægende prædiken til soldaterne. Obersten talte herefter om vores tab af en ven, en kammerat og en god soldat.

Med sine ni tidligere udsendelser var Preben Pedersen en af de mest erfarne soldater, vi har haft hernede. Han var højt respekteret i sin deling for sit mod, for sin store personlighed og for sin evne til at håndtere svære og pressede situationer.



Flaget på halv over Camp Eden

Dannebrogsbesmykket kiste
Mandag afholdt Preben Pedersens deling en afskeds ceremoni i Basrah lufthavn, inden kisten blev sat på flyet og fløjet hjem til Danmark. Delingens sidste farvel foregik på startbanerne i lufthavnen, hvor den Dannebrogs- og blomsterbesmykkede kiste blev båret frem af Preben Pedersens kammerater. Cheferne for både de britiske og italienske enheder i regionen var også mødt op for at kondolere.

Oberst Niels Bundsgaard og Feltpræsten holdt korte taler, hvorefter kisten blev båret ind i flyet, en Herkules C-130 fra flyvevåbnet. Forsamlingen fulgte flyet med øjnene til det lettede på vej mod Danmark. To af Preben Pedersens kammerater fulgte med for at deltage i begravelsen den efterfølgende lørdag.



Kisten bæres frem

Trykket stemning
I det efterfølgende dage var stemningen i lejren trykket af begivenheden, men midt på ugen begyndte de fleste at vende tilbage til hverdagens normale rytme. Auditørerne, der skulle undersøge ulykken, var fløjet hjem igen, og soldaterne i Preben Pedersens deling blev sendt ind til CIMIC huset, hvor de kunne være lidt for sig selv, samtidig med at de blev støttet af forsvarets psykologer.

Udover afskeden med Preben har vi også haft en noget mindre sørgmodig afsked at se frem til. Ingeniør detachementet har afsluttet deres arbejde, og rejser hjem 26. august.

De har næsten fået bygget lejren færdig med brusebade, Træk og slip toiletter og nedsivnings container, der forvandler kloak vandet til gødning. I de sidste tre måneder har de gjort en kæmpe indsats under ekstreme vejrforhold, og hver dag er det blevet lettere at være her på grund af dem. Nu overtager stabs- og logistikkompagniet driften af lejren, og vi slipper for at befinde os på en rodet byggeplads.