[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Som følge af forsvarsminister Søren Gades beslutning om at hjemkalde oberst Henrik Flach har oberstløjtnant Poul-Erik Andersen overtaget kommandoen over de danske styrker i Irak, indtil hold 3 roterer hjem i slutningen af august.

Poul-Erik Andersen har indtil nu fungeret som stabschef ved Irak-styrken og valgte som noget af det første at indkalde til en ekstraordinær morgenparade for at orientere alle om situationen.

Den fandt sted onsdag morgen, og Poul-Erik Andersen orienterede her kort om, hvilke funktioner, der var blevet hjemsendt, og hvem der overtog disse frem til rotationen. Samtidig gjorde han det klart, at det nu drejer sig om at arbejde målrettet på at få løst de aktuelle opgaver og få alle hjem i god behold.

Meddelelsen om hjemsendelsen af de tre officerer og den hidtidige chef er blevet modtaget med ophøjet ro blandt soldaterne i Camp Eden. De har ligesom den ny chef fokus på de sidste opgaver, der ligger forude, før hold 4 kommer og overtager.



Opgaverne bliver løst som hidtil. Foto: Per Amnitzbøl Rasmussen