[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Situationen i Kosovo blev pludselig og uventet dramatisk forværret den 16. marts, og den 21. og 22. marts modtog den danske bataljon forstærkningen fra Danmark, der blev indsat til løsning af opgaver og som afløsning for de indsatte styrker.

Der er nu sket en stabilisering af situationen i Kosovo, selv om der fortsat er spændinger mellem Kosovo-albanerne og Kosovo-serberne i området. Situationen har dog udviklet sig i en sådan retning, at forstærkningen hjemtages med civilt fly den 1. april 2004 med ankomst til Flyvestation Karup klokken 12.15.

Den sidste del af den udsendte forstærkning – seks jægersoldater og fire fra Telegrafregimentet – vender først hjem, når de har fuldført de opgaver, de løser for øjeblikket. Det er planlagt, at de vender hjem om to til tre uger.

- Det var en rigtig beslutning at sende et forstærkningsbidrag til den danske bataljon i Kosovo, siger oberst Kristian Sørensen, Chef for Operationsafdelingen i Hærens Operative Kommando.

- Situationen i Kosovo var meget dramatisk, og der er ingen tvivl om, at forstærkningerne fra en række lande har været med til at lægge en dæmper på urolighederne. Forstærkningerne til den danske bataljon har også haft stor betydning for den danske styrkes muligheder for at løse deres opgaver og ikke mindst for deres sikkerhed.

Det har således været en vellykket operation, som også har vist, at vi i dansk forsvar er i stand til med endog meget kort varsel at samle den nødvendige styrke og få den sendt hurtigt ud til missionsområdet.

Spørgsmål af overordnet karakter rettes til HOK: major Jan Brinck eller major Kim Grünberger telefon 99 62 49 70, lokal 7020 eller via vagthavende officer, lokal 7900.
Spørgsmål vedrørende ankomst til Flyvestation Karup m.m. rettes til major Thomas Møller, Jydske Dragonregiment, telefonnummer: 22 41 39 79.


Forstærkningsbidrag til KFOR