[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Fremover skal de køre patruljer med de danske soldater og være med til at varetage sikkerheden i det danske ansvarsområde. På længere sigt skal de udgøre grundstammen i Iraks nye hær.

42 politisoldater fra ICDC, Iraqi Civil Defence Corps, som enheden officielt kaldes, har bestået den første måneds indledende uddannelse ved den danske bataljon. Styrken er blevet trænet af danske officerer og befalingsmænd, og de næste par måneder skal irakerne køre patruljer sammen med soldater fra den lette opklaringseskadron. Senere er det meningen, at irakerne skal kunne arbejde selvstændigt og løse nogle af de opgaver, de danske soldater har i dag.



Stor tilfredshed
Sheikerne, dommeren og politichefen fra lokalområdet var mødt talstærkt og ved den danske lejr Camp Eden for at se afslutningsparaden, hvor de nye politisoldater gav en forsmag på, hvad de havde lært. I hurtig rækkefølge gav de irakerne en opvisning i trinvis førstehjælp, selvforsvar og check-point tjeneste, mens både lokale og danske fremmødte så interesseret til.

De irakiske tilskuere var meget tilfredse med, hvad de havde set. ” Det her er vores fineste unge mænd. De er Iraks fremtid, og vi tror på dem og sætter vores lid til dem, sagde sheik Abbas al Amara, der er områdets største sheik.



Opvisning i førstehjælp

Nøje udvalgt
De irakiske soldater er nøje udvalgt blandt stammerne i området, så ingen kan føle sig forfordelt. Det er byrådene selv, der har udvalgt, de, der fik lov til at komme til optagelsesprøve ved den danske lejr, og derefter er nogle blevet siet fra af de danske instruktører på grund af helbredsproblemer og træningstilstand.

I næste måned ankommer en ny deling rekrutter, og indgang midt i foråret skal de danske styrker have uddannet et helt kompagni med fire delinger. Processen er en del af det, englænderne kalder for irakifiseringen. Det betyder at flere og flere opgaver skal overføres til irakerne, så de kan klare sig selv, den dag koalitionsstyrkerne forlader landet.

Får nye uniformer
Indtil nu har uddannelsen dog ikke været helt uden problemer. ICDC bliver trænet over hele Irak, men englænderne og amerikanerne har fået instruktører sendt ned hjemmefra til at klare opgaven. I det danske område har bataljonen klaret det hele selv, oveni de daglige operationer.

Derudover har det været svært at finde uniformer, der faldt i irakernes smag. I starten fik de uniformer fra den gamle irakiske hær, som der er tusindvis på lager af overalt i Irak. Det var ICDC folkene meget utilfredse med, og den danske bataljon fik derfor sendt en ældre model af den danske kampuniform ned, så irakerne kunne anvende den under uddannelsen. Senere er det meningen, at de skal have deres eget uniformssystem, men det ligger endnu ikke helt fast, hvordan det kommer til at se ud.



Chefen for DANCON/IRAK oberst H.H. Friis hilser på de første irakiske politisoldater