[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det er ikke hver dag, en dansk forsvarsminister indvier en ny kaserne. Og det er aldrig sket før i Irak. Men søndag kunne forsvarsminister Søren Gade under sit besøg i Irak markere endnu et skridt hen mod irakisk selvstændighed, da han var blevet inviteret til indvielsen af en ny kaserne for Iraqi Civil Defence Corps, ICDC. En enhed, der kan sidestilles med et gendarmeri.



Forsvarsminister Søren Gade indviede under sit besøg i Irak en ny kaserne for ICDC og fik mulighed for at inspicere de tropper, der allerede har overtaget nogle af danskernes opgaver.

Indvielsen blev markeret med en parade og derefter kunne forsvarsministeren inspicere nogle af de knap 800 soldater, der indgår i den ICDC-bataljon, der skal ligge på kasernen. ICDC-bataljonen overtog allerede i april nogle af de patruljeopgaver, som de danske styrker indtil da havde udført, og med ny kaserne, nye uniformer og ikke mindst ny uddannelse i bagagen er ICDC-bataljonen efterhånden ved at være klar til at overtage flere opgaver.



Kasernen har fået navnet Camp Campbell – opkaldt efter en af de britiske soldater, der har mistet livet i Irak.

Dermed er der lagt op til, at de danske styrker helt i overensstemmelse med planerne, kan træde endnu et skridt tilbage og lade irakerne stå for flere opgaver – herunder sikkerhed og patruljering. Det vil dog fortsat ske under overvågning og vejledning af danske styrker i området.



ICDC-soldaterne var godt klar over, at deres anstengelser på paradepladsen blev overværet af fint besøg fra Danmark. Så da paraden var overstået, var der mange, der gerne ville fotograferes med ministeren.

Søren Gade fik lejlighed til at høre alt om overdragelsen af opgaver til irakerne selv, da han i løbet af to hektiske dage nåede vidt omkring hos de danske soldater og hos de engelske enheder, som den danske styrke er en del af.

Spejdereskadronen demonstrerede, hvordan soldaterne træner skydeformationer ude i det åbne terræn om Camp Eden, mens panserinfanterikompagniet naturligvis viste deres nye ”kæledyr” Kaliffen af Al Qurnah frem. Stabs- og Logistikkompagniet gav ligesom det Nationale Støtte Element ved Basra en rundtur i de respektive lejre, og det gav ministeren vigtig information om, hvilke fordele og ulemper, der måtte være forbundet med en eventuel flytning af Camp Eden ned til det Nationale Støtte Element, sådan som det har været diskuteret.



Soldater fra panserinfanterikompagniet har frikøbt en ørn, der blev vanrøgtet i privat fangenskab. Nu er ørnen, der har mistet evnen til at flyve, blevet kompagniet maskot og lyder navnet Kaliffen af Al Qurnah.

En sådan flytning hænger også sammen med en dansk, politisk beslutning om at udvide det danske ansvarsområde. Baggrunden for en sådan beslutning, hørte forsvarsministeren nærmere om, da han aflagde besøg hos den britiske division, der dækker hele det sydlige Irak. Her fik Søren Gade dels en generel opdatering om situationen nu og om divisionens forventning til den nærmeste fremtid, herunder tiden op til magtoverdragelsen 1. juli.

Under besøget fik ministerens og hans følge også mulighed for at kigge lidt nærmere på de projekter, der er kommet i stand takket være civilt-militært samarbejde (CIMIC-projekter). Ved Eufrats bred ligger der blandt andet en vandpumpestation, der tager det knap så rene vand fra floden og omdanner det til frisk drikkevand til cirka 14.000 mennesker i byen Al Medinah, og ministeren hørte med stor interesse på mulighederne for at iværksætte flere af den slags projekter.



Søren Gade fik også mulighed for at se nogle af de mange projekter, der skal gøre livet nemmere for lokalbefolkningen. Her er det et vandværk, der sørger for rent vand til cirka 14.000 mennesker i byen Al Medinah.

Men trods de mange programpunkter med møder blev der dog også tid til lidt afslapning og turisme. Dels kunne ministeren ved selvhør forvisse sig om, at når det danske rockband ”Carpark North” tager ned for at underholde danske soldater, så gør de det med manér og masser af volumen. Ved et brag af en koncert fik alle – inklusive ministeren – mulighed for at få rystet sandet ud af ørerne til lyden af de velspillende musikere.

Derudover fik Søren Gade naturligvis også mulighed for at besøge det, der forhåbentlig med tiden kan udvikle sig til byen Al Qurnahs største turistattraktion: Kundskaben træ i Edens Have, der som det vil være de fleste bekendt, ligger der, hvor floderne Tigris og Eufrat mødes – i Al Qurnah.