Generelle informationer om kemiske kampstoffer

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Udlægningsmetoder
C-kampstoffer kan udlægges på mange måder. F.eks. ved simpel udhældning på jorden, ved hjælp af en beholder med en sprængladning (eksempelvis en mortergranat) eller ved hjælp af fly med sprøjtetank(e). C-kampstoffer kan endvidere udlægges ved simpel indsprøjtning i ventilationsanlæg etc. Det eneste krav er, at væsken skal kunne forstøves.

Fareområder
Er der tale om en stor mængde C-kampstoffer (eksempelvis 200 liter) udlagt optimalt, kan fareområdet være op til flere km i vindretningen. Alt afhængigt af området hvori C-kampstoffet er udlagt m.v. vil tabstal kunne tælles i tusinder. Er mængderne som udlægges små - nogle få liter - vil fareområdet være væsentligt mindre - omkring 200 meter.

Beskyttelsesforanstaltninger
Det personlige beskyttelsesudstyr, der anvendes af danske soldater omfatter bl.a. ABC-maske med to filtratorer og ABC-beskyttelsesdragt med handsker og overtræksstøvler. En anvendelse af dette udstyr indebærer beskyttelse over for C-våben og i et vist omfang også over for B-våben.



Principper for sporing
Ved mistanke om at en granat indeholder et kemisk kampstof, trækkes folk væk fra kilden (granaten), afspærring og sanitetspost etableres.

For at kunne gennemføre en sporing iklædes soldaterne, der skal foretage sporingen, beskyttelsesdragt og gasmaske, således at de kan arbejde med sporeapparatet ved kilden uden selv at blive udsat for forurening af det kemiske kampstof.

Soldaterne går helt frem til granaten og gennemfører sporingen med sporeudstyret. Såfremt der vises udslag for et kemisk kampstof, skal der gennemføres en kontrolsporing. Denne kontrolsporing skal gennemføres med et andet sporeinstrument for at tilsikre, at der ikke er noget galt med det første apparat. Hvis begge apparater viser det samme udslag, fastlægges typen af kampstof.

Efter sporingen trækkes soldaterne til et rensepunkt, hvor sporing gennemføres på personer, beklædning og materiel, der har været fremme ved kilden. Dette sker for at tilsikre, at det kemiske kampstof ikke spredes.

Ved konstatering af forurening gennemføres rensning med særlig materiel. Kontrolsporing gennemføres og personel tilses af en læge.

Blistergasser
Blistergasser fremkalder forbrændinger og blærer (engelsk: blister). De udvikler sig til smertende sår, der ikke vil hele op, hvorefter svære infektioner støder til. Mest kendt er kvælstofsennepsgas, som anvendtes under Første Verdenskrig og dræbte hundredetusinder af soldater. Endnu farligere er lewesit, som også forårsager vand i lungerne og lungebetændelse.

En række af stoffer hører til gruppen af blistergasser, f.eks. svovlsennepsgas (H eller HD), kvælstofsennepsgas (HN 1, HN 2, HN 3), lewisit (L) og phosgenoxim (CX). Blistergasserne er opløselige i benzin og olie. Vand virker langsomt nedbrydende. De kan nedbrydes af forskellige stoffer bl.a. calciumhypochlorit.

Blistergasserne har fået navn efter deres blæredannende (blisterdannende) virkning på huden. Blistergasserne er kun dræbende ved forurening af meget store dele af huden eller ved indånding af aerosoler. Det er ikke muligt at opbygge en dræbende koncentration af blistergasdampe, men de kan være skadevoldende.

Væskeformig blistergas trænger ind i organismen gennem huden, øjnene, åndedrætsorganerne og fordøjelsesorganerne. Gassen fremklader rødme og irritation på huden med påfølgende blisterdannelse. Blistergassen kan give anledning til chok, og hvis blisterne brister dannes væskende sår, som kan give infektion. Væskeformig blistergas i øjnene kan fremkalde permanent blindhed, idet hinderne ødelægges.

Væsken trænger gennem stof og læder i løbet af nogle minutter. Den tilbageholdes i længere tid af gummi, plastic o.lign. Gennemtrængningstiden for gassen gennem det enkelte materiale er stærkt afhængig af materialetykkelsen.

Dampe af blistergas trænger ind i øjnene og i nogen grad i huden; gasdampene forårsager irritation af øjnene stigende til midlertidig blindhed og permanent blindhed afhængig af koncentrationen og tiden, og på hud kan der opstå rødme. Blistergasdampe kan forårsage ætsninger af slimhinder i åndedrætsvejene og derved reducere modstandsdygtigheden over for infektioner.

Virkningerne af blistergas i væskeform er som regel mere alvorlig end i dampform. I varmt og fugtigt vejr er virkningerne voldsommere end i koldt og tørt vejr, fordi fugtig og varm hud er mere modtagelig for angreb med blistergas end tør hud.

Den hurtighed og styrke hvormed blistergasser virker, afhænger bl.a. af typen.

Svovlsennepsgas på huden fremkalder rødme og irritation i løbet af 6-12 timer.

Kvælstofsennepsgas har mindre blisterfremkaldende virkning og mindre gennemtrængningsevne over for tekstiler og læder end svovlsennepsgas.

Lewisit har større blisterdannende virkning og større gennemtrængningsevne end svovlsennepsgas. Lewisit irriterer øjeblikkeligt næse og svælg, ligesom den i væskeform fremkalder en prikkende fornemmelse på huden; væskeformig forurening i øjet forvolder omgående smerte og medfører som regel tab af synet.

Phosgenoxim på huden giver øjeblikkeligt stærke smerter. Huden vil rødme i løbet af ca. 30 sekunder og blistre dannes i løbet af en halv time, men phosgenoxim nedbrydes hurtigt, hvilket begrænser værdien af stoffet som kemisk kampstof, når det anvendes alene.

Forskellen i virkning skyldes blistergassernes forskellige kemiske opbygning. Svovl- og kvælstofsennepsgas kan på flere måder siges at virke på organismens enkelte celler ligesom radioaktiv stråling, idet de i større eller mindre grad, afhængig af mængde og virkningstid, kan ødelægge bl.a. cellekernernes indhold af kromosomer og cellevægge. Dette er årsagen til blistergassernes væsentligste, umiddelbare virkning i form af væskechok. Lewisit virker gennem en arsenforgiftning, der fremkalder uønskede syreophobninger i organismen.

Blistergasser mister ikke deres virkning, selvom de er gamle.

Muligt fund af kemiske våben i Irak
10-01-2004 | 18:02

Fund af mistænkelige granater i Irak
10-01-2004 | 01:30