Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Grænsepatrulje
”Hvad satan er det!” råber overkonstabel Brian Kaas. ”Det er bare en motorcykel”, svarer hans makker Michael Green, der sidder med kikkerten.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Sekunder efter kommer en pick-up til syne. Otte til ti iranske soldater hopper af ladet og går i stilling med geværerne rettet mod patruljen. Radioen skratter. ” Forholdsordre,” spørger maskingeværsskytten i den for-reste GD.
Overkonstabel-1 Brian Kaas udpeger iranerne for overkonstabel-1M. K. Andersen og overkonstabel-1 Michael Green.
Svensk Pølseret
Indtil da var patruljen ellers forløbet rimeligt fredeligt. Vi havde forladt Camp Eden efter planen klokken 0815 og kørt mod den iranske grænse. Da styrken kom herned, var der en episode, hvor iranerne havde rykket deres grænseposter et par kilometer ind på irakisk territorium, men de skulle nu være rykket tilbage. Patruljen havde derfor fået til opgave, at undersøge, om det nu også var tilfældet.
Jeg var siddet op i opklarings eskadronchef Derek Frederiksens Eagle, og på den første del af turen gik snakken mest om den mindre heldige svenske pølseret, vi havde fået ser-veret aftenen før. Vi kørte ned langs Eufrats kanaler, hvor får og vandbøfler boltrede sig. Vi vinkede til de glade børn i Al Qurnah, og vi passerede Shat-Al-Arab, der med sit azurblå vand giver liv til ørkenen på begge sider.
Minefelter
De sidste 20 kilometer op til den iranske grænse er landskabet goldt. En sandørken kun gennemskåret af bulldozede kampstillinger og enkelte mindre kanaler. Overalt flyder det med forsaget ammunition fra krigen mellem Irak og Iran(1980-1988), og antallet af minefel-ter kan man kun gisne om. Derfor har patruljen også et hold ingeniørsoldater og en sanitetspmv med.
Forude kan vi se de iranske grænseposter. Små overvågningstårne der ligger med ca. en kilometers mellemrum. Patruljen kører op imod dem og kan konstatere, at iranerne har trukket sig tilbage til den oprindelige grænse. Major Derek Frederiksen beslutter, at vi skal kører tilbage. Det er her det sker. Iranerne har omgået os og ligger nu i stilling og blokerer vores vej tilbage.
Maskingeværskytte overkonstabel-1 Christian Petersen sikrer med sit maskingevær.
Vink til dem
”Kør frem og vink til dem,” svarer major Frederiksen på maskingeværskyttens spørgsmål, mens han bander over, at han ikke kan finde et hvidt flag. ”Få nu fart på, så vi kan komme i dækning,” råber køreren overkonstabel Henrik B. Hansen i frustration over, at de kører for langsomt foran. Patruljen kører frem og stopper 100 meter fra iranerne. Majoren hopper ud uden våben og går beslutsomt hen imod dem.
Han bliver mødt af fire iranske officerer, men flere kommer hele tiden til og til sidst, kan man ikke se ham for iranere. Der kommer også et tv-hold og flere iranske soldater til. Iranerne er venlige, og fortæller at de er ude og kontrollere, at deres styrker nu rent faktisk ligger på og ikke foran grænsen. Seancen slutter med smil og håndtryk.
Major Derek Frederiksen i livlig diskussion med en snes iranske officerer.
Morter granater
Derefter kører patruljen tilbage gennem det krigshærgede månelandskab. På vejen finder de flere efterladte morter granater, og ingeniørerne afmærker stederne, så de senere kan tage ud og bortsprænge dem. Ellers forløber turen indholdsløst. Klokken 1430 kører patruljen igen ind gennem vagten til Camp Eden og fortsætter direkte ned til messeteltet for at se om menukortet skulle byde på noget bedre end gårsdagens pølseret.
Sekunder efter kommer en pick-up til syne. Otte til ti iranske soldater hopper af ladet og går i stilling med geværerne rettet mod patruljen. Radioen skratter. ” Forholdsordre,” spørger maskingeværsskytten i den for-reste GD.
Overkonstabel-1 Brian Kaas udpeger iranerne for overkonstabel-1M. K. Andersen og overkonstabel-1 Michael Green.
Svensk Pølseret
Indtil da var patruljen ellers forløbet rimeligt fredeligt. Vi havde forladt Camp Eden efter planen klokken 0815 og kørt mod den iranske grænse. Da styrken kom herned, var der en episode, hvor iranerne havde rykket deres grænseposter et par kilometer ind på irakisk territorium, men de skulle nu være rykket tilbage. Patruljen havde derfor fået til opgave, at undersøge, om det nu også var tilfældet.
Jeg var siddet op i opklarings eskadronchef Derek Frederiksens Eagle, og på den første del af turen gik snakken mest om den mindre heldige svenske pølseret, vi havde fået ser-veret aftenen før. Vi kørte ned langs Eufrats kanaler, hvor får og vandbøfler boltrede sig. Vi vinkede til de glade børn i Al Qurnah, og vi passerede Shat-Al-Arab, der med sit azurblå vand giver liv til ørkenen på begge sider.
Minefelter
De sidste 20 kilometer op til den iranske grænse er landskabet goldt. En sandørken kun gennemskåret af bulldozede kampstillinger og enkelte mindre kanaler. Overalt flyder det med forsaget ammunition fra krigen mellem Irak og Iran(1980-1988), og antallet af minefel-ter kan man kun gisne om. Derfor har patruljen også et hold ingeniørsoldater og en sanitetspmv med.
Forude kan vi se de iranske grænseposter. Små overvågningstårne der ligger med ca. en kilometers mellemrum. Patruljen kører op imod dem og kan konstatere, at iranerne har trukket sig tilbage til den oprindelige grænse. Major Derek Frederiksen beslutter, at vi skal kører tilbage. Det er her det sker. Iranerne har omgået os og ligger nu i stilling og blokerer vores vej tilbage.
Maskingeværskytte overkonstabel-1 Christian Petersen sikrer med sit maskingevær.
Vink til dem
”Kør frem og vink til dem,” svarer major Frederiksen på maskingeværskyttens spørgsmål, mens han bander over, at han ikke kan finde et hvidt flag. ”Få nu fart på, så vi kan komme i dækning,” råber køreren overkonstabel Henrik B. Hansen i frustration over, at de kører for langsomt foran. Patruljen kører frem og stopper 100 meter fra iranerne. Majoren hopper ud uden våben og går beslutsomt hen imod dem.
Han bliver mødt af fire iranske officerer, men flere kommer hele tiden til og til sidst, kan man ikke se ham for iranere. Der kommer også et tv-hold og flere iranske soldater til. Iranerne er venlige, og fortæller at de er ude og kontrollere, at deres styrker nu rent faktisk ligger på og ikke foran grænsen. Seancen slutter med smil og håndtryk.
Major Derek Frederiksen i livlig diskussion med en snes iranske officerer.
Morter granater
Derefter kører patruljen tilbage gennem det krigshærgede månelandskab. På vejen finder de flere efterladte morter granater, og ingeniørerne afmærker stederne, så de senere kan tage ud og bortsprænge dem. Ellers forløber turen indholdsløst. Klokken 1430 kører patruljen igen ind gennem vagten til Camp Eden og fortsætter direkte ned til messeteltet for at se om menukortet skulle byde på noget bedre end gårsdagens pølseret.