[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det danske kontingent i Irak

DANCON/IRAK hold 4

Hold 4 overtager kommandoen i Irak den 21. august 2004 og får ansvaret for et landområde på 17000 kvadratkilometer. Det danske kontingent består af 501 danske soldater og 54 fra Litauen.

Det danske kontingent består af en bataljon, et nationalt støtteelement samt et forbindelses- og stabselement.
Det litauiske kontingent består af en panserinfanterideling på 47 mand, der indgår i det danske panserinfanterikompagni. Desuden er der 3 litauere i bataljonsstaben, 2 i stabs- og logistikkompagniet og 2 i militærpolitidetachementet.

Den danske bataljon
Den danske bataljon består af en stab, et stabs- og logistikkompagni, en let opklaringseskadron, et panserinfanterikompagni og et militærpolitidetachement. Bataljonen er i starten placeret i to lejre. Dels i Camp Eden uden for byen Al Qournah og dels på Sheiba Log-base. Det er planlagt, at hele bataljonen skal flyttes til Sheiba Log-base, og når det er sket, nedlægges Camp Eden.

Chef for det danske kontingent og for bataljonen er oberst John Dalby, der kommer fra Gardehusarregimentet. Stabschefen er oberstløjtnant Jan Hjelmager fra Jydske Dragonregiment.

Staben har fem sektioner.
Personelsektionen er bataljonens sekretariat og varetager blandt andet administration omkring soldaternes forhold. I sektionen er der en feltpræst og presseofficeren Mads Rolf Poulsen.
Efterretningssektionen samler alle oplysninger om aktiviteter i det danske område.
Operationssektionen udarbejder planer for alle bataljonens operationer.
Logistiksektionen planlægger alt vedrørende forsyninger og vedligeholdelse af materiel med mere.
CIMIC-sektionen planlægger samarbejdet med civile myndigheder og nødhjælpsorganisationer.

Stabs- og logistikkompagniet har 163 soldater og heraf er 2 fra Litauen.
Kompagniet driver den danske lejr og kommandostation og er ansvarlig for alle former for forsyninger samt reparation og vedligeholdelse.
Der indgår også et infirmeri og en ambulancetjeneste, som først og fremmest står til rådighed for soldaterne, men som også kan yde støtte til civilbefolkningen, hvis der er behov for det.
Et hold af ingeniørsoldater er parate til at bistå med ammunitions- og minerydning og større entreprenørarbejder.
Samarbejdet med det civile samfund og nødhjælpsorganisationerne varetages af en CIMIC-deling (CIMIC = Civilt-Militært samarbejde).

Spejdereskadronen består af 89 soldater, der er organiseret i en kommandodeling samt tre opklaringsdelinger. Eskadronen råder over pansrede hjulkøretøjer af typen Piranha. Eskadronen har til opgave at sikre, opklare, overvåge og bevogte, og det sker blandt andet gennem udsendelse af patruljer og oprettelse af kontrolposter til støtte for de lokale irakiske sikkerhedsstyrker. Derudover udføres der en del eskorteopgaver.

Panserinfanterikompagniet består af 164 soldater, der er organiseret i en kommandodeling og tre panserinfanteridelinger. Kompagniet kører i pansrede bæltekøretøjer af typen PMV M 113 G3. Kompagniet løser den samme type opgaver som spejdereskadronen, men er noget kraftigere udrustet.
I kompagniet indgår et litauisk deling, der i princippet er udrustet på samme måde som de danske delinger.

Militærpoliti Detachementet (MP) består af 23 danske og 2 litauiske militærpolitisoldater. De løser trafikopgaver, tager sig af sikkerhed, men de løser også egentlige politiopgaver og kan bistå ved særlige politioperationer såsom kontrol med uroligheder, sikre overholdelse af udgangsforbud og gennemføre husundersøgelser.
Detachementet gennemfører desuden kurser for irakiske civile forsvarsgrupper, politifolk og vagtværn.

Det nationale støtteelement
Det nationale støtteelement (NSE) består af 69 soldater og er placeret i lejren Shaiba Log-base, som ligger ved storbyen Basra. NSE modtager, opbevarer og fordeler alle former for forsyninger til de danske enheder, og det er gennemgangsområde for alt personel til og fra Danmark.

Forbindelses- og stabselementet
Forbindelses- og stabselementet er på 10 personer. De har den daglige kontakt med den britiske brigade og division, som danskerne er underlagt, og sammen med de danske officerer, der indgår i stabshovedkvarteret i Bashra sørger de for, at opgaverne er kendte og koordinerede i området.

Hold 4 rejser til Irak den 12., 13. og 14. august.