[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Opbygning af lejrene CAMP EDEN og CAMP YGGDRASIL går fint, og soldaterne venter nu spændt på, at de skal overtage alle opgaverne i området fra det engelske regiment, der i øjeblikket har ansvaret.

- Vi er gået i gang, og arbejdet skrider fint frem, - siger chefen for DANCON IRAK, oberst Niels Bundsgaard.
De 380 danske og 43 litauiske soldater har de første dage opholdt sig i den engelske lejr Camp Eagle 3 i Kuwait omkring 50 kilometer fra den irakiske grænse. Her har processen med at vænne sig til varmen stået på, og den 6. juni kørte de første soldater til det område nord for Bashra, hvor bataljonen har sit ansvarsområde.

Lejrene er begyndt at skyde op fra grunden med i første omgang telte til beboelse og siden de såkaldte prefabs, der er containere indrettet til at bo i. I første omgang har en væsentlig del af arbejdet handlet om at få kørt alle containere og køretøjer op til området, så man kunne komme i gang med at bygge lejrene. Den del af operationen er forløbet fint.

Desuden har de danske soldater arbejdet tæt sammen med de engelske soldater i området for at lære af englændernes erfaring, før danskerne endeligt overtager kommandoen over området. At en dansk patrulje stødte på noget, der formentligt var et opgør mellem to klaner, og derfor kom i ildkamp, er en tragisk hændelse. Oberst Niels Bundsgaard vurderer dog, at det var et enkeltstående tilfælde, hvilket også den engelske øverstbefalende vurderer, men de danske soldater har tacklet episoden godt.

De kommende dage fortsætter opbygningen af lejrene og turene rundt i området for at hilse på lokalbefolkningen. Danskerne bliver i øvrigt mødt med smil og vink, når de kører forbi de lokale beboere.