[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De første eksplosioner ramte kort efter klokken syv lokal tid tre irakiske politistationer i det centrale Basra. Eksplosionerne blev senere fulgt op af to eksplosioner i byen Az Zubayr cirka 15 kilometer sydvest for Basra. Heller ikke ved de eksplosioner kom nogen danskere til skade.

Den danske styrke i Irak har haft kontakt til alle danskere i de involverede områder, og de melder, at de har det godt.
Fire danske soldater fra Politiakademiet (i en tidligere version benævnt som "Militæpolitiakademiet") har været tættest på eksplosionerne. De opholdt sig på Politiakademiet i Az Zubayr, som var målet for eksplosionerne. De har det alle godt, og er ved at blive debriefet om hændelsen.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvem der står bag eksplosionerne, der lader til at være udløst af selvmordsbombere, eller hvad deres motiv har været ud over at skade irakere.

De danske styrker har som konsekvens af eksplosionerne valgt at hæve beredskabet og indskrænke kørslen til det absolut nødvendige. Det forhøjede beredskab betyder, at de danske soldater har mere udstyr med sig og optræder i større grupper end ellers.