[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Optællingen af konfiskerede våben efter aktionen omfatter blandt andet tre 107mm raketter (den type der har været anvendt til angreb på Shaiba Log Base), en artillerigranat, en 60mm morter, to lette maskingeværer, flere geværer af typen AK 47 og store mængder ammunition.

Chefen for de danske styrker, oberst John Dalby, siger om aktionen:
”Det var en god operation. Dels fordi vi fik fat i en del våben, som dermed er fjernet fra området, dels fordi vi nu begynder at kunne se, at de irakiske sikkerhedsstyrker bliver bedre til at køre den type af aktioner. Og det er jo et af de mål, som vi arbejder hen imod”, forklarer oberst Dalby.
Han understreger dog, at der ikke er noget der tyder på, at de konfiskerede våben skulle bruges imod de danske soldater.

Selve gennemsøgningen af landsbyen blev gennemført af irakisk politi og militær, mens de danske soldater så til i baggrunden. Denne fremgangsmåde er helt i tråd med politikken om, at det er de irakiske sikkerhedsstyrker, der selv skal gennemføre operationerne, mens de multinationale styrker bidrager med støtte, råd og vejledning.

Operationen startede torsdag morgen klokken 0400 lokal tid og var overstået ved middagstid, hvorefter de danske soldater vendte tilbage til Camp Danevang med de beslaglagte våben.