[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Indtil videre er danskerne en smule foran planen og allerede torsdag morgen var alle skibene i Kuwait city lossede og de fleste køretøjer på plads i gennemgangslejren sammen med enhederne.

Selvom alle vidste, at her er varmt er de fleste overraskede over den voldsomme hede, der midt på dagen gør det umuligt at arbejde effektivt. Med 47 grader midt på dagen er der indført ”slap af tid” mellem 12 og 15 og hver mand er drikker næsten konstant vand for at undgå dehydrering.

Fredag morgen klokken 3 kører den første kolonne med soldater og materiel op i Irak. 55 ingeniørsoldater skal i gang med at bygge den danske lejr så hurtigt som muligt og bemandingen i det danske forsyningselement i Basra skal også på plads.

I området venter et mindre forkommando og en patrulje fra Jægerkorpset, der har forberedt hovedstyrkens ankomst og koordineret med de britiske styrker i området.