Irak uge 20

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Uge 20 i IRAK

Det er et dejligt sted det NSE. Stille og roligt og alting fungerer, der er en masse fremmede nationers soldater samlet, og der er en masse indkøbsmuligheder og toldfrie udsalg, så vi plejer at vise vore betuttede gæster dette NSE som det første indtryk af IRAK. Så er de ligesom forberedte, inden de bevæger sig videre ud i det store ørkentomrum og lander her i Camp Eden i en større støvsky.

Tirsdag morgen klokken 6 troede vi, at verden var i ulave. Det myldrede med kampklare soldater over det hele. Hvad skete? Jo, det var det gamle leave hold, der var kommet tilbage. De havde rejst hele natten, og nu var de tilbage igen. Store gensynsscener, men kors hvor var de blege, de stakler. Tre uger i Danmark og selvom vi har hørt, at det er forår derhjemme, så var de ikke ligefrem blevet solskoldede.

Alt det sorte og kakaofarvede var pist væk, da de kom retur – Pinkier! Samtidig fik vi endnu et hold besøgende (de kom vist lidt for tidligt, men pyt) – dem er der virkelig mange af - og de spørger alle sammen om det samme, og de smører sig ind i myggecreme, så de er helt orangehvide i hovederne, og alligevel ligner de efter en halv dag alle sammen en lyserød panter.

Tirsdagen slog vi så varmerekorden indtil nu: 49 grader i skyggen og 64 grader i solen og ingen vind. Det bliver meget værre, siger nogle af de kloge, og det har de nok ret i . Vi tager det roligt og lader os ikke ophidse, for nu er vi jo snart rigtige ørkenbisser. Rigtige soldater frygter ikke varmen, vel?



Der er blevet tid til en middagslur

Onsdag skulle have været den helt store paradedag. Alt var klar, uniformerne vaskede, støvlerne børstede (i øvrigt en underlig fornemmelse ikke at have brug for støvlesværte) , medaljer klargjorte ….. troede vi da. Men ak - medaljerne var ikke kommet frem ! Hvor de er blevet af er stadig meget mystisk.

Godt vi ikke står for at skulle hjemsendes, så ville det have været en noget klam fornemmelse. Nu håber man så, at man kan finde dem – vi får se. Generalen, som var taget herned med et mægtigt følge, måtte rejse hjem igen med uforrettet sag. Det var lidt synd.

Om eftermiddagen skulle vi så tage afsked med endnu et leave hold. Det er altid gribende afskedsscener, der udspiller sig, når et leavehold skal sendes af sted. Mange sender breve med kammeraterne hjem, mange fælder en tåre, og alle de heldige glæder sig usigeligt til at komme hjem. Bevæbnede til tænderne og med vagtsomme øjne tog de af sted. PØJ, PØJ og på gensyn. Pas på jer selv.

Torsdag morgen var dagen, da vi ikke fik vores elskede brusebad, fordi vi er ved at løbe tør for badevand. Det kan så være, at der er nogle, der får røde ører og lærer at omgås vandet som den kostbare ressource, det er hernede. Man forstår godt, at de lokale er parate til at begå mord, hvis de ikke kan købe vand. Vi har godt af at lære at passe på det.



Der solbades i den bagende sol

Fredag skal vi have vores sædvanlige morgenparade. Den bliver sikkert lidt usædvanlig, men vi skal nok ikke se frem til at få en halv fridag. Hvor er det ærgerligt, at vi ikke kan følge med i brylluppet, men vores Commander holder nok en tale, og hvem ved, måske når de at finde medaljerne, inden alle hjemme i Danmark lukker ned i forbindelse med brylluppet og den kommende weekend. Hjertelig til lykke fra os alle.

Hilsen fra alle jeres trofaste Jenser – pas godt på jer selv derhjemme.