[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Kidnapninger er langt mere udbredt i Irak end i vestlige lande. Stammerne i området har i årevis praktiseret berigelseskriminalitet, men med den store fokus på hovedvej 6 har flere af stammerne nu kastet sig over en særlig irakiske form for kidnapning. Oftest foregår det ved, at en voksen eller et barn bliver bortført, men i modsætning til de kidnapninger, vi danskere er bedst bekendt med, bliver den kidnappede oftest behandlet godt – nærmest som en gæst.

Et krav om løsepenge fremsættes, men hvis ingen kan eller vil betale dette krav, bliver summen lynhurtigt sat ned, og hvis der stadig ikke er nogen, der ønsker at betale, bliver gidslet så godt som altid sluppet fri uden at have lidt overlast. De danske styrker har endnu ikke hørt om tilfælde, hvor de kidnappede er blevet mishandlet eller dræbt.

Men alle tips om kidnapninger tages alvorligt. Desværre viser det sig ofte, at de tip, den danske styrke får, enten er meget mangelfulde eller handler om kidnapninger, der er afsluttet. Problemet med det sidstnævnte er, at hvis de danske styrker skal gribe ind over for kidnappere, der har afsluttet en kidnapning, kræver det, at der er folk, der er villige til at stå frem og vidne i en retssag. Men det er der ingen, der har. Derfor fokuserer de danske styrker i højere grad på at befri kidnappede.

Chefen for de danske styrker i Irak, oberst Henrik Flach, siger om det stigende antal kidnapninger:
”Vi har med bekymring set, hvordan de kriminelle i vores områder har kastet sig over kidnapninger. Vi har taget problemet meget alvorligt og iværksat flere operationer for dels at få befriet kidnappede, dels at få fat i bagmændene. Desværre er de informationer, vi får, ofte meget mangelfulde. Det betyder, at det er svært for os at få udpeget huse og personer, som måtte have forbindelse med kidnapningerne. Samtidig er der heller ikke overvældende interesse for at vidne i eventuelle retssager, hvilket gør det svært at få gerningsmændene bag lås og slå i det retssamfund, Irak heldigvis er ved at udvikle sig til.”