[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter modtagelse af klagen overdrog Gardehusarregimentet straks sagen til Forsvarets Auditørkorps for at få undersøgt og efterforsket hændelsen.

Forsvarets Auditørkorps har nu afsluttet sagen for så vidt angår den ledende officer. Efter afhøring af alle implicerede er det vurderet, at der ikke er grundlag for at sigte den pågældende efter den militære straffelov, idet hændelsen er foregået efter øvelsens afslutning og dermed uden for den egentlige tjeneste.

Chefen for Hærens Operative Kommando har efter auditørens afgørelse fået overdraget sagen til videre foranstaltning.

Chefen for Hærens Operative Kommando siger efter at have vurderet og afsluttet sagen: ”Jeg finder, at hændelsen er uacceptabel og ikke harmonerer med forsvarets holdninger og værdier. Jeg har derfor besluttet at give den ledende officer en klar og utvetydig påtale for at have anvendt værnepligtigt personel til ikke uddannelsesrelevante aktiviteter uden for den egentlige militære tjeneste og for ikke at have grebet ind, før arrangementet udviklede sig så det kunne give anledning til anstød”.

Hvad angår de øvrige 11 officerer og befalingsmænd vil auditøren for Gardehusarregimentet herefter foretage en strafferetlig vurdering.

Værnepligtsrådet har i dag tillige modtaget en orientering om den foreløbige afgørelse i sagen og har taget afgørelsen til efterretning.

Måtte der være yderligere generelle spørgsmål til den foreløbige afgørelse i sagen henvises til Hærens Operative Kommando, telefon 9962 4970.

Hvad angår de juridiske aspekter henvises til Auditøren i Jylland, telefon 99 62 39 00.

Gardehusarregiment sagen er afsluttet
12-12-2003 | 13:30 |