Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Kortere behandlingsvej for sårede
Hærens sanitetstjeneste har traditionelt været gearet til at håndtere den værst tænkelige krigssituation, hvor modstanderen er jævnbyrdig og tabene store, men i fremtidens krige ser det ud til at modstanderen er underlegen og tabene få. Derfor er sanitetstjenesten inde i en rivende udvikling, og Den Danske Internationale Brigades soldater øver nogle af de nye tiltag.
20. august, 2004 - Kl. 02.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Med let skridende dæk drøner en grøn ambulance med store Røde Kors mærker op ad asfaltvejen i industrikvarteret syd for Varde. Den har kurs mod en samling grønne oppustelige telte på en mark overfor det lokale møbelcenter. Den stopper foran et af teltene, og to bevæbnede sanitets soldater hopper ud og åbner bagsmækken for at hive en båre ud. På båren ligger en soldat med et skudsår i hovedet.
Inde fra teltet kommer nogle sygehjælpere til, og få minutter efter ligger manden i en fuldt udstyret operationsstue omgivet af læger og sygeplejersker. Soldaten er en af de 70 soldater, der dagligt under øvelsen bliver smin-ket med forskellige sår for at træne sanitetsberedskabet på alle niveauer.
Lang behandlingsvej
Felthospitalet er nemlig det sidste af tre instanser den sårede soldat i værste fald skal igennem for at få den endelige behandling, med mindre hans tilfælde er så alvorligt, at han skal evakueres til et almindeligt sygehus, altså en fjerde instans.
Traditionelt skal den sårede først forbi to forbindepladser, hvor han kan modtage lettere behandling, før han kommer til felthospitalet. Det giver en lang behandlingsvej. Under øvelsen var nogle af de sminkede sårede op til ti timer undervejs, og enkelte ville have været døde indenfor det tidsrum.
Benhård prioritering
Årsagen til, at Danmark og i øvrigt alle andre NATO lande oprindeligt har valgt netop dette system, er, at der i en situation med i værste fald betydelige daglige tab er brug for benhård prioritering af de ressourcer, der er til rådighed.
Nu skal man efterhånden kigge temmelig dybt i krystalkuglen for at finde en større konven-tionel militær trussel mod Danmark, og i de militære konflikter, vi har set indenfor de sidste ti til femten år, har tabene været få og små. Derfor er Forsvaret i gang med at tilpasse systemet, så det bliver mere fleksibelt, uden at afskaffe kapaciteten til at håndtere masseskader.
Et nyt tiltag er, at ambulancefolkene, der før var chauffører og båreslæbere, nu får en egentlig paramedic uddannelse. Den giver dem ikke bare mulighed for at udføre bedre livreddende førstehjælp, men også for at vurdere om der eventuelt skal springes et par led over i kæden, så den sårede kan komme direkte på felthospitalet, hvis skaden er alvorlig nok.
Bedre i missionsområderne
Skal man skue lidt ind i fremtiden, kan man kigge på de missionsområder som Irak eller Kosovo, hvor danske soldater er udstationerede i dag. Her anvendes den traditionelle vej for de sårede op igennem kæden af forbindepladser ikke. Bliver en dansk soldat såret i eksempelvis Irak, kommer der omgående en lægeambulance eller lægehelikopter til stedet, hvorefter den transporterer soldaten til det nærmeste felthospital.
Systemet bygger på en konstant overkapacitet af sundhedspersonale og evakuationsmateriel som helikoptere og ambulancer. Ingen hære er endnu i stand til at tilbyde deres soldater den samme ser-vice på slagmarken som i missionsområderne, men i en tid med større og større fokus på individet arbejder alle på at gøre behandlingsvejen for de sårede kortere og derved redde flere liv.
Første led i kæden: Kammeraterne yder førstehjælp til såret soldat.
Sidste led i kæden: Soldat med hovedskudslæsion på operationsbordet i felthospitalet.
Med let skridende dæk drøner en grøn ambulance med store Røde Kors mærker op ad asfaltvejen i industrikvarteret syd for Varde. Den har kurs mod en samling grønne oppustelige telte på en mark overfor det lokale møbelcenter. Den stopper foran et af teltene, og to bevæbnede sanitets soldater hopper ud og åbner bagsmækken for at hive en båre ud. På båren ligger en soldat med et skudsår i hovedet.
Inde fra teltet kommer nogle sygehjælpere til, og få minutter efter ligger manden i en fuldt udstyret operationsstue omgivet af læger og sygeplejersker. Soldaten er en af de 70 soldater, der dagligt under øvelsen bliver smin-ket med forskellige sår for at træne sanitetsberedskabet på alle niveauer.
Lang behandlingsvej
Felthospitalet er nemlig det sidste af tre instanser den sårede soldat i værste fald skal igennem for at få den endelige behandling, med mindre hans tilfælde er så alvorligt, at han skal evakueres til et almindeligt sygehus, altså en fjerde instans.
Traditionelt skal den sårede først forbi to forbindepladser, hvor han kan modtage lettere behandling, før han kommer til felthospitalet. Det giver en lang behandlingsvej. Under øvelsen var nogle af de sminkede sårede op til ti timer undervejs, og enkelte ville have været døde indenfor det tidsrum.
Benhård prioritering
Årsagen til, at Danmark og i øvrigt alle andre NATO lande oprindeligt har valgt netop dette system, er, at der i en situation med i værste fald betydelige daglige tab er brug for benhård prioritering af de ressourcer, der er til rådighed.
Nu skal man efterhånden kigge temmelig dybt i krystalkuglen for at finde en større konven-tionel militær trussel mod Danmark, og i de militære konflikter, vi har set indenfor de sidste ti til femten år, har tabene været få og små. Derfor er Forsvaret i gang med at tilpasse systemet, så det bliver mere fleksibelt, uden at afskaffe kapaciteten til at håndtere masseskader.
Et nyt tiltag er, at ambulancefolkene, der før var chauffører og båreslæbere, nu får en egentlig paramedic uddannelse. Den giver dem ikke bare mulighed for at udføre bedre livreddende førstehjælp, men også for at vurdere om der eventuelt skal springes et par led over i kæden, så den sårede kan komme direkte på felthospitalet, hvis skaden er alvorlig nok.
Bedre i missionsområderne
Skal man skue lidt ind i fremtiden, kan man kigge på de missionsområder som Irak eller Kosovo, hvor danske soldater er udstationerede i dag. Her anvendes den traditionelle vej for de sårede op igennem kæden af forbindepladser ikke. Bliver en dansk soldat såret i eksempelvis Irak, kommer der omgående en lægeambulance eller lægehelikopter til stedet, hvorefter den transporterer soldaten til det nærmeste felthospital.
Systemet bygger på en konstant overkapacitet af sundhedspersonale og evakuationsmateriel som helikoptere og ambulancer. Ingen hære er endnu i stand til at tilbyde deres soldater den samme ser-vice på slagmarken som i missionsområderne, men i en tid med større og større fokus på individet arbejder alle på at gøre behandlingsvejen for de sårede kortere og derved redde flere liv.
Første led i kæden: Kammeraterne yder førstehjælp til såret soldat.
Sidste led i kæden: Soldat med hovedskudslæsion på operationsbordet i felthospitalet.