Kristne bygninger som kirker og klostre var mål for uromagerne i marts 2004.

Kristne bygninger som kirker og klostre var mål for uromagerne i marts 2004. Arkivfoto/Forsvaret.

Oprindeligt publiceret af Hærstaben


Det har været meget hedt siden onsdag 17. marts. Her i skrivende stund er der heldigvis faldet ro på situationen, selvom vi alle selvfølgelig stadig er helt oppe på mærkerne.

Ugen startede roligt med, hvad der allerede efter 5-6 uger i missionsområdet er blevet til rutineopgaver. Tirsdag aften 16. marts skete der imidlertid noget, som har været med til at forandre hele vores 6-måneders ophold hernede, og som de fleste af os formentlig vil huske resten af livet.
Ved godt halv syv tiden fik vores operationscenter, i daglig tale ”TOC’en”, et opkald fra UNMIK Police, det vil sige FN’s internationale politi i Kosovo.

De anmodede om, at bataljonen stillede en deling til rådighed for eftersøgningen af nogle børn, der var faldet i floden Ibar, som løber forbi lige bag ved lejren. Fire børn var faldet i floden, og en af dem var reddet op. De tre sidste var stadigvæk savnede.

Vores beredskabsdeling blev straks afsendt til landsbyen Cabra, hvor ulykken var sket. Meget hurtigt herefter blev stort alt det personel, der var til rådighed i lejren, sendt ud for at deltage i eftersøgningen, så det meste af bataljonen var indsat. Der blev spændt tov ud flere steder på tværs for at opfange drengene, hvis de skulle flyde forbi, og der blev opstiller lys, ligesom adskillige køretøjer med tændte lygter blev placeret tæt på floden.

Desuden blev der indsat to amerikanske helikoptere. Alt sammen var desværre forgæves. Det lykkedes ikke at finde nogle af børnene i live, men kort før midnat, da det var lykkedes os at få sænket vandstanden i floden ved en dæmning længere oppe ad floden, fandt det lokal beredskabskorps en af drengene druknet tæt på bredden.

Kort efter midnat blev de indsatte dele af bataljonen trukket tilbage, idet den franske opklaringseskadron, der indgår i bataljonen, blev beordret til at genoptage eftersøgningen ved daggry.

Næste morgen 17. marts blev eftersøgningen genoptaget, som nævnt med deltagelse af den franske opklaringseskadron. Yderligere en af drengene blev fundet druknet af beredskabskorpset. Lidt senere på formiddagen kom med der oplysninger om fredelige demonstrationer i Mitrovica Syd. Det var skolebørn, der deltog i disse. Pludselig skete der dog en ændring, og nu var det voksne, der var med i demonstrationerne.

Enheder fra NATO-styrken i Kosovo - KFOR - indsat under marsturolighederne i Mitrovica i 2004. Bl.a. er soldater fra den danske styrke i området indsat for at skille de tridende parter ad.

Foto: Hæren.

Klar til kamp

Disse nærmede sig snart Austerlitzbroen, der forbinder de to dele af Mitrovica. Her blev der indsat urobetjente, der bl.a. brugte tåregas, med de var ikke i stand til at holde demonstranterne tilbage. Derfor blev vores franske nabobataljon, i hvis område broen ligger, indsat på broen.

Demonstrationerne bredte sig til den nordlige side af Ibar ved tre høje boligblokke kaldet ”Tre Tårne”, hvorfor bataljonen blev beordret til at indsætte enheder til støtte for franskmændene. Først kun en deling, men i løbet af forbløffende kort til var stort set hele bataljonen indsat i udstyr til bekæmpelse af uroligheder. Selv dele af stabskompagniet blev indsat. Det var i øvrigt ikke kun i vores del af Kosovo, der var ballade. Det var det samme i stort set hele provinsen.

I løbet af aftenen udviklede situationen sig dramatisk. Som man kunne læse på tekst TV, blev bl.a. bataljonens fremskudte kommandostation angrebet med håndgranater og håndvåbenild. I løbet af aftenen var de dele af bataljonen, der var indsat i Mitrovica, flere gange nødt til at besvare ilden, når de blev beskudt. Heldigvis kom ingen danskere alvorligt til skade, der var generelt kun tale om småskrammer.

 

Foto fra urolighederne i Mitrovica 17. marts 2004, hvor danske KFOR-soldater blev indsat for at forhindre kampe mellem serbere og kosovoalbanere .

Foto: Hæren.

Bataljonschefen oberst Klaus Lawes koordinerer med to af kompagnicheferne.

Urolighederne fortsatte om torsdagen 18. marts. Midt på formiddagen kom der meldinger om, at den ortodokse kirke i Mitrovica Syd, Sankt Sava, var blevet sat i brand. Hele bataljonen var fortsat indsat, og stabskompagniet havde fået yderligere en kampopgave, nemlig at beskytte Sokolista klosteret, der ligger lidt uden for Mitrovica. Bataljonen var ved at være presset til det yderste.

Også mange af vores civile ansatte, bl.a. flere af vores tolke var meget trykkede af begivenhederne. Nogle af den har familier der bor tæt på Austerlitzbroen, og de var naturligvis meget bekymrede for, hvordan det gik med dem.

Fredag morgen 19. marts blev bataljonen indsat til gennemsøge et af de såkaldte ”tre tårne”, tre mindre højhuse, tæt på Austerlitzbroen. Årsagen var, at flere snigskytter om natten havde skudt fra positioner i husene. I forbindelse med denne opgave udbrød der brand i et af husene, som det kunne ses på flere af de internationale TV-kanaler. Branden blev forholdsvis hurtigt slukket, og der var ingen, der kom alvorligt til skade. Operationen blev indstillet på ordre fra brigaden.

Denne havde fået melding om, at omkring 1000 bevæbnede mænd var under fremrykning mod Mitrovica for at erobre Austerlitzbroen. Alle brigadens enheder i Mitrovica, det vil sige også bataljonen, blev befalet til at besætte forsvarsstillinger med henblik på at afvise ethvert angreb. I lejren besatte alt tilbageværende mandskab nærforsvarsstillinger, medens alle civile i lejren blev beordret i beskyttelsesrum.

At bataljonen var spændt til det yderste fremgik bl.a. af, at medlemmer af bataljonen stab, både officerer og befalingsmænd, også hjalp til med at fylde sandsække og udbedre skyttehuller. Heldigvis kom der aldrig noget angreb, hverken inde i Mitrovica eller ved lejren. Generelt har situationen siden fredag eftermiddag været forholdsvis rolig, men fortsat meget spændt, hvorfor hele bataljonen fortsat var indsat.

Lørdag 20. marts kom den første del af forstærkningen fra Danmark, og de var naturligvis meget velkomne. Situationen var fortsat generelt rolig, men meget spændt. Vi var alle bekymrede for, hvordan det ville gå med begravelsen af de to drenge, der skulle finde sted i Cabra om søndagen.

Søndag 21. marts blev store dele af bataljonen så indsat til at sikre, at begravelsen foregik fredeligt. Sammen med bataljonen blev indsat adskillig hundrede urobetjente fra UNMIK Police sammen med godt hundrede betjente fra det lokale politi. Som de fleste vel har set på TV var der flere tusinde deltagere i begravelsen.

Det er svært helt at vurdere hvor mange, men det drejer sig formentlig om minimum 5000. Heldigvis forløb begravelsen uden uroligheder, selvom det selvfølgelig tager et par timer at få knap tusinde køretøjer til og fra en landsby.

Mens begravelsen foregik ankom den sidste del af forstærkningen. Straks efter, de var blevet indkvarteret og havde fået en kort briefing, blev de indsat. Nogle fik opgaver i forbindelse med begravelsen, andre afløste stabskompagniet i nogle af kompagniets kampopgaver.

Det betød, at stabskompagniet fik frigjort personel, hvilket gjorde det nemmere fortsat at løse kompagniets normale opgaver med at støtte resten af bataljonen med forsyninger af enhver art samt de administrative funktioner, der nu en gang er nødvendige for at bataljonen kan fungere optimalt.

Det skal dog understreges, at alle nødvendige støtteopgaver er blevet løst i hele perioden, selvom det har holdt hårdt. Forstærkningerne, og det forhold at situationen efter begravelsen forblev rolig, betød at store dele af bataljonen fik mulighed for at få en god nats søvn. For mange var det ikke i sengen hjemme i lejren, men ude i stillingerne, men det gjorde alligevel godt.

Søndag 21. marts lykkedes det også at få transporten af mad fra Danmark, der var strandet i Pristina, bragt til lejren. Det var derfor en på alle måder vellykket dag.

I den skrivende stund mandag 22. marts er situationen stort set uændret. Det meste af bataljonen er fortsat indsat uden for lejren, men vi har fået genopbygget vores kampkraft. Vi er ikke lullet i søvn af den tilsyneladende ro, der nu hersker, men forbliver fokuseret på løsningen af opgaven, at sikre et ” safe and secure environment” for civilbefolkningen.

Vi kan se tilbage på fem dage hvor bataljonen blev presset til det yderste, men vi kan også være stolte af, at vi løste vores opgave. Alle i bataljonen har ydet en stor, professionel indsats.