[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Præsidentens besøg skyldes at 54 litauiske soldater er udsendt sammen med de danske soldater. De litauiske soldater bor i Camp Eden og løser opgaver på lige fod med deres danske kolleger.

Først på aftenen, mens mørket var ved at sænke sig over Camp Eden, landede en amerikansk Chinook helikopter med præsident Paksas, den litauiske forsvarsminister, chefen for den litauiske hær samt en delegation på 11 besøgende.

De prominente gæster blev modtaget af oberst Henrik Friis, chefen for den danske styrke i Irak, og et æreskommando bestående af litauiske soldater med den litauiske fane og et dansk fanekommando. Kaptajn Morten Tejsner fra Prinsens Livregiment førte æreskommandoet og modtog præsidenten med en hilsen på litauisk.

Præsidenten skulle flyve tilbage til Litauen samme aften og besøget var derfor kort. Efter velkomsten og en orientering om situationen i det danske område, fik præsidenten lejlighed til at mødes med de litauiske soldater. Præsidenten fik forevist udrustning og materiel og blev vist rundt i lejren, så han kunne se hvordan soldaterne bor.

Litauisk delingsfører hædret
Under besøget overrakte præsident Paksas et ur til løjtnant Marius Steponavièius, delingsføreren for den litauiske deling. Løjtnant Steponavièius’ blev hædret for den indsats han har ydet i forbindelse med en operation i det danske område.

De litauiske soldater var for nylig indsat sammen med danske soldater under en fejde mellem to lokale stammer. Løjtnant Steponavièius’ professionelle håndtering af den vanskelige situation var kommet præsidenten for øre. Belønningen var et ur med den litauiske præsidents symbol og inskription.



1)Litauiske og danske soldater lavede et static display, en forevisning af udstyr og materiel, for pr¿sidenten. Præsident Paksas står i midten iført mørkt tøj.

2) Den litauiske præsident overrakte et ur med præsidentembedets symbol og præsidentens inskription til den litauiske delingsfører.