[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Livgarden har i en periode været bekendt med, at Værnepligtsrådet var undervejs med en række anklager. Derfor har Livgarden for længere tid siden iværksat en intern undersøgelse. Desuden fik Livgarden i mandags støtte fra Hærens Operative Kommando, der gennemførte en udredning. Endelig er Forsvarets Auditørkorps anmodet om en undersøgelse af de forhold der er omtalt i artiklen i Ekstra Bladet d.d.

Det skal tilføjes, at de rettede anklager ikke er rejst af de nuværende værnepligtige ved Livgarden og at de omtalte episoder alle hører fortiden til.

Det skal dog understreges, at Livgarden - når resultatet af Forsvarets Auditørkorps undersøgelse foreligger - følger op på de rejste sager. Viser det sig, at enkeltpersoner, strukturer eller procedurer ikke holder sig inden for lovens rammer, Livgardens interne bestemmelser eller på anden måde viser sig at være ude af trit med anstændig mandskabsbehandling, vil de ansvarlige blive draget til ansvar og strukturer eller procedure vil blive rettet.

I forbindelse med vedtagelsen af det nye forsvarsforlig stod det for Livgarden klart, at fremtidens opgaver vil være væsensforskellige i forhold til de tidligere kendte opgaver. Derfor iværksatte chefen for LG for måneder tilbage "Projekt modernisering af Livgarden".

Der er nedsat eksterne og interne arbejdsgrupper, der er gennemført spørgeskemaundersøgelser mv. Målet er en fordomsfri analyse af Livgardens samlede opgaveløsning, herunder sikre det bedst mulige grundlag for en tidssvarende mandskabsbehandling. Analysen afsluttes primo november i år og tiltagene implementeres pr. 1. december i år.

Der er således allerede taget tiltag til en fortsat modernisering af LG som foregår i en styret proces hvor alt personel deltager og bidrager. På baggrund af den rejste kritik vil Livgarden dog sideløbende hermed undersøge de rejste anklager og der vil om nødvendigt blive draget de nødvendige konsekvenser heraf.