[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Disse kendsgerninger stemmer imidlertid ikke helt overens med det billede, man i visse medier har fået tegnet af situationen i juni og juli.

Lad mig understrege, at der er begået fejl undervejs. Jeg vil næsten fristes til at sige, at det sker, når mennesker er involveret.

I dag fungerer det tildelte materiel ved det danske kontingent i al overvejende grad efter hensigten. En bagende sol, en anstrengende varme og sand så langt øjet rækker har dog naturligvis øvet indflydelse på materiellets og forsyningernes anvendelighed og mulighederne for at løse opgaverne i dagtimerne.

Der har været behov for at skifte olietype på enkelte køretøjer, men hovedparten – eksempelvis de helt nye lastvogne af typen MAN, de pansrede personvogne af mærket Mowag Eagle og Mercedes Geländewagen - har kørt upåklageligt.



Militærpolitiets Mercedes Geländewagen. Foto: Per A. Rasmussen, FOV

Der har været problemer med primært nogle af ingeniørmaskinernes og WV bussers klimaanlæg, som slår fra, når køretøjerne kører langsomt eller holder helt stille.

Klimaanlæggene i den indledningsvise, midlertidige teltlejr var heller ikke dimensioneret til at klare den varmeste periode, men gav rimelig afkøling om natten. Da dette blev erkendt, blev der givet tilladelse til at købe nye klimaanlæg.

Nye anlæg blev hurtigt anskaffet i Kuwait, og man har efterfølgende haft en tilfredsstillende afkøling af teltene. I dag er hovedparten af soldaterne flyttet ind i beboelsescontainere med indbyggede klimaanlæg.

Eksperter fra den tyske leverandør har været nede og justere feltkøkkenerne, som er bragt til at virke, så de kan anvendes, men er endnu ikke oppe på 100 %. Overraskende nok har problemerne været relateret til gasbrænderne, som ikke kan klare varmen!

Efter de første to uger, hvor soldaterne som planlagt levede af feltrationer, er der lavet varm mad af ferskvarer ved anvendelse af øvrige faciliteter i køkkenopstillingen på trods af problemerne med gasbrænderne.

De meget omtalte køjesenge anvendes i dag problemfrit. De indledningsvise problemer skyldtes oprindeligt for svage lameller samt en generel spinkel konstruktion. Sengene er nu forstærket og virker efter hensigten.

I takt med at soldaterne er flyttet fra teltene, hvor de sov i feltsenge, er køjesengene således taget i anvendelse.

Den etablerede genforsyning med militære fly, civile fly, landevejstransporter og skibe har vist sig at virke efter hensigten og enhederne råder i dag over det nødvendige materiel.

Bortset fra værktøjspakninger til to køretøjstyper har der været relativt få mangler og i takt med at manglerne blev konstateret, er materiellet hurtigt bragt med fly til Irak.

Til missionen er medbragt visse genstand, der ikke umiddelbart var behov for. Det har undret mange, at disse genstande ikke var frasorteret, da Irak-styrken skulle ud. Man skal imidlertid være opmærksom på, at disse materielgenstande udgør en del af de sæt og pakninger, som på forhånd er udarbejdet, for at man kan imødekomme alle mulige tænkelige behov.

Sæt og pakninger er i øvrigt udarbejdet på baggrund af erfaringer fra andre og tidligere missioner. Anvendelsen af sæt og pakninger forenkler klargøringen af styrken. Metoden tilsikrer endvidere, at der kan sammensættes og udrustes en militær enhed på relativ kort tid. Skulle de rundt regnet 100.000 forskellige materiel- og forsyningsgenstande først sammensættes, når de konkrete missionsopgaver forelå, ville det tage alt for lang tid at blive klar til udsendelse.

Derfor må vi acceptere, at der f.eks. sendes sneskovle med. Materiellisterne gennemgås generelt før afrejsen, så der ikke udsendes materiel, der indlysende ikke skal benyttes. Det skete bl.a. med den verdensberømte sneplov, som blev frasorteret inden skibenes afsejling fra Danmark.

Når der skal udpeges, klargøres, pakkes og transporteres materiel svarende til en mobil landsby med 400 indbyggere, så vil der altid være ting, der bliver glemt eller ikke virker optimalt – men dette kan militære enheder normalt håndtere – dels fordi de medbringer backup på alle væsentlige områder, dels fordi de er vant til at kunne improvisere.

Vigtigst af alt er det imidlertid, at enheden i hele perioden har haft materiel og forsyninger til at løse pålagte operative opgaver tilfredsstillende.

Taget den meget hastigt gennemførte klargøring og udsendelse af materiel og personel i betragtning, og set i forhold til at det danske operationsområde ligger i et af de varmeste, tørreste og tilsyneladende mindst gæstfri områder i verden, er det faktisk gået ganske godt. Det skyldes ikke mindst soldaternes engagement og arbejdsindsats i missionsområdet.

De operative opgaver, herunder støtten til lokalbefolkningen, har fra første færd kunnet gennemføres, selvom forsyningerne ikke kom i den rigtige takt. Den danske lejr er bygget op på to måneder og næsten færdig. Det er sket på noget nær rekord tid. Samtidig er der indhentet mange nye og vigtige erfaringer med hensyn til anvendelse af materiel og forsyninger under de ekstreme vilkår.