[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Vi danskere tager det for givet: Tryk på kontakten, og der er strøm til køleskabet, fjernsynet, radioen og alle de andre elektriske apparater et moderne hjem er udstyret med. Men for de 1.000 indbyggere i den lille by Al Abrah sydøst for Al Medina var det først i den forløbne uge, at denne daglige luksus indfandt sig.

Det skete, da et projekt til godt 430.000 kroner udført af en lokal entreprenør og styret af den danske CIMIC-deling koblede indbyggerne med på det elektriske net. Dermed er der strøm til vandpumper, som kan forsyne indbyggerne med rent vand, lys til boliger og elektricitet til sundhedsklinikkerne og skoler.

Indbyggerne i Al Abrah får samtidig mulighed for at deltage i det, der nærmest kan karakteriseres som en elektrisk forbrugsfest. Siden Saddam-regimets fald er elektriciteten og privatøkonomien i blandt andet det danske område blevet så markant forbedret, at salget af fjernsyn, paraboler, køleskaber og air condition-anlæg eksploderet. Det stiller store krav til det elektriske net, og det sker da også fra tid til anden, at strømmen går på grund af overbelastning.

Koalitionsstyrkerne har iværksat mange projekter med udbedring af det elektriske system og el-kabler, men har svært ved at følge med efterspørgslen. Derfor er indbyggerne i Al Abrah også indtil videre de sidste, der bliver tilkoblet det eksisterende net, indtil udbuddet af strøm er blevet større.



Vi danskere betragter det at have strøm som en selvfølge. Men det var først i den forløbne uge, at 1.000 irakere i det danske område oplevede strøm i eget hjem.