[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
På trods af den stærkere og stærkere varme, der har meldt sig i juni, måtte alle ledige hænder i gang for at medaljeparade og fejring af Grundlovsdagen kunne blive så festlig som mulig. Det drejede sig om uddeling af "Forsvarets Medalje", der oven i købet er indstiftet af Hendes Majestæt Dronningen. En meget smuk sølvmedalje i rødt og hvidt korsbånd.
Lejren fik en ordentlig overhaling, så der var fejet og prydet til festlighederne så vi med god samvittighed kunne tage imod de indbudte gæster. I køkkenregionerne blev der arbejdet næsten dag og nat. Der blev steget, braset og tryllet, så det var en ren lyst.
Men der blev også ventet og håbet på godt flyvevejr, idet en meget betydningsfuld ingrediens i medaljeparaden faktisk befandt sig et eller andet sted på vej fra Danmark til Kabul. Det var nemlig sådan, at chefen, for at sikre sig, at medaljerne ikke kom til at ligge over et eller andet sted, havde bedt en, der var hjemme på leave, om at tage medaljerne med til Kabul. Men på vejen tilbage fra Danmark måtte "medalje-bæreren" tage en ekstra og ret ufrivillig overnatning i Termez. Alt faldt dog heldigt ud, idet medaljerne ankom til Camp Viking på selve uddelingsdagen, oven i købet "hele to timer", før de skulle uddeles!
Derfor kunne paraden forløbe i god ro og orden, hvad den også gjorde. Den fungerende Chef DAR, oberstløjtnant N.O. Fabricius, deltog i uddelingen sammen med stabschefen fra KMNB, oberst Schoepe. Det var en flot og højtidelig parade, hvor den tyske oberst fremhævede danskernes kvaliteter som deltagere i ISAF. Selv om vi ikke, rent talmæssigt, udgør en særlig stor del af det samlede antal ISAF-soldater, kan vi netop hævde os på kvaliteten af vort arbejde. Det er da ikke så ringe at høre, og man kører, som bekendt, forbandet langt på en spand ros! OL Fabricius havde også nogle gode ting at sige til og om os, så det var den rene svir at lytte til. Det hele kom til at falde fint i tråd med CH DANCON's valgsprog for ISAF-3, nemlig: "Lille men effektiv!"
Efter de fine taler fulgte selve medaljeuddelingen, hvor den første medalje blev hæftet på brystet af CH DANCON af oberst Schoepe. Herefter gik turen til NK og alle andre stolte medaljemodtagere. Enkelte af lejrens beboere modtog ikke medaljen, fordi de endnu ikke er indstillet til den, medens et par af os ikke fik den, idet vi har modtaget den tidligere. I stedet får vi indgraveret i vores medalje, at vi også har deltaget i ISAF-3. Med til medaljen hører også et meget flot diplom, der er underskrevet af Forsvarschefen, general Jesper Helsø.
Efter selve medaljeuddelingen var der et musikalsk indslag og vi sang i fuldttonigt kor den danske nationalsang. Alt i alt var det en både god og højtidelig parade.
Medaljeparade
Til paraden var inviteret gæster fra de andre nationers kontingenter i Camp Warehouse lige som den danske ambassade i Kabul var repræsenteret ved chargé d'affaires, Michael Vinding med frue.
Da paraden var afsluttet, trak vi inden for i den danske lejr, Camp Viking, for at fejre den danske nationaldag med hinanden og vore gæster. Lejren var meget festligt flagsmykket med små og store Dannebrogsflag, der var doneret af et trykkeri i Danmark. De rød-hvide farver matchede perfekt til en totalt skyfri himmel med høj sol. Ligeledes matchede dannebrogsflagene godt til farverne i ordensbåndet med Forsvarets Medalje, der prydede mangt et stolt soldaterbryst efter medaljeparaden. Men vi gav hinanden lov til at være lidt stolte af os selv i dagens anledning!
Vi havde valgt at arrangere en dansk "frokost i det grønne" og vejret var det bedst tænkelige med sol fra en skyfri himmel. For at tage det værste af solvarmen var der udspændt hele to store solsejl i lejren, så man ikke behøvede at stå i direkte sol hele tiden. Der var trængsel i lejren og der blev talt hyggeligt på tværs af nationale og faglige grænser. Men et gammelt ord siger, at "uden mad og drikke duer helten ikke!"
Derfor var de danske køkkenregioner trådt i karakter under kyndig og myndig ledelse af "To gange Ole", nemlig Kommando-Ole og MP-Ole. Men resultatet af deres anstrengelser var også imponerende. Det meget festligt dækkede frokostbord var ganske enkelt et overflødighedshorn af danske frokostdelikatesser, anrettet på en meget fantasifuld og en meget flot måde. Ingen dansk, femstjernet restaurant kunne gøre det bedre, det er vi fuldstændig enige om!
For at give vore læsere et lille indtryk af det opulente måltid, der nærmest tangerer "Babettes Gæstebud", nævner vi fra menuen:
Hvide, marinerede sild med karrysalat og løg; karrysild en meget lækker lakseanretning med asparges og æg samt en lækker tunmousse.
Den lune ret bestod af stegt svinemørbrad med bacon og champignons - den lune ret var meget festligt anrettet på store fade, der var garneret med grøntsager.
Desuden var der også forskellige pindemadder med diverse typer pølse (udsmykket med små dannebrogsflag, som vi havde fået doneret fra Danmark).
Et afsnit for sig var ostebordet, der regulært bugnede af lækre og udsøgte oste med forskellige former for ostekiks til.
Pindemadderne var anrettet på rugbrød, medens det danske feltkøkkens chefkokke havde bagt forskellige former for flûtes, der var krydrede med oregano, hvidløg eller andre spændende krydderurter og krydderier.
Inden gæster og beboere kunne "gå om bord" i gourmet-buffeten, bød CH DANCON, oberstløjtnant Birger Mejlholm, velkommen til vore gæster. Chefen opridsede nogle få fakta om Danmarks Riges Grundlov, der jo har givet navn til Grundlovsdagen. Han nævnte, at det på dagen netop var 50 år, siden vi fik den sidste grundlov i 1953 og at dagen samtidig var en fejring af den første danske grundlov fra 1849, der gjorde Danmark til et konstitutionelt monarki. Chefen nævnte den gode, danske tradition med, at der mange steder rundt om i Danmark afholdes grundlovsmøder i det fri og hvor mange politikere benytter lejligheden til at sende politiske prøveballoner op. Ved disse møder er det også en tradition at afsynge nationalsangen, sådan som vi gjorde det i forbindelse med paraden.
Chefen nævnte endvidere, at Grundlovsdagen og er blevet den dag, hvor vi fejrer "fars dag", så han håbede, at mange af os på denne dag ville modtage en hilsen hjemmefra i form af en pakke, et brev eller -mere realistisk- en e-mail.
Chefen benyttede også lejligheden til at takke vore samarbejdspartnere i ISAF for godt kammeratskab godt samarbejde samt gode minder, vi til sin tid kan tage med hjem, om et godt og udbytterigt ophold i Afghanistan.
Chefen sluttede sin tale med at bede alle tilstedeværende om at deltage i en skål for kongeriget Danmark og for Hendes Majestæt, Dronningen: "Cheers, or as we say in Denmark: SKÅL!"
Heldigvis var det eventyrlige frokostbord ikke blot en skueret og vi må da også sige, at der blev taget dygtigt fra af deltagerne. (Dog ikke mere end at vi kunne nyde nogle rester de følgende dage!)
Under frokosten musicerede bl.a. Prinsens Livregiments Musikkorps - dog kun på CD, som også var en donorgave fra Danmark.
Det blev alt i alt et meget, meget vellykket, festligt og højtideligt arrangement for såvel de danske medaljemodtagere som for gæsterne. Alle tilbagemeldinger har været yderst positive, for nu at underdrive lidt. Faktisk kan vi bryste os lidt af, at flere gæster har ytret, at det var et af de flotteste, festligste og mest velsmagende selskaber, de endnu har deltaget i hernede.
Vi har taget takken til os med stor glæde og har nu delt vor glæde og stolthed med læserne af denne artikel. I ord og billeder har vi forsøgt at delagtiggøre også jer i fejringen af medaljeparaden og Grundlovsdagen.