[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De danske styrkers hjem i Irak, Camp Eden, skal flyttes cirka 120 kilometer sydpå, til den lejr Danish Camp Supply og danske ingeniørsoldater er ved at klargøre på Shaibah Log Base.

Når hele Camp Eden til oktober er flyttet til Shaibah Log Base, vil der være kørt omkring 1000 lastbillæs derned. Der skal med andre ord køres næsten en kvart million kilometer frem og tilbage.

De eneste tegn på, at der har været danskere i Camp Eden, vil være den 3 meter høje, mur der er opført rundt om lejren og de bunkeranlæg, der blev bygget for at beskytte soldaterne.

Gennem længere tid har Stabs- og Logistikkompagniet været travlt beskæftiget med at planlægge og påbegynde flytningen.
”Vi begyndte at flytte nogle af tingene for flere uger siden,” siger Kenneth Riishøj, der er næstkommanderende i Stabs- og Logistikkompagniet.

Kenneth Riishøj har stået for planlægningen af første etape af flytningen, og kompagniet har indtil nu flyttet over 100 lastbillæs ned til den nye lejr. Og det har givet travlhed oven i alle de andre gøremål.

Overkonstabel af første grad Peter T. Andersen er kører, truckkører og forsyningshjælper i forsynings- og transportdelingen. Siden flytningen begyndte har hele delingen haft meget travlt, men har alligevel formået at få tingene til at hænge sammen. Og flytningen har også givet nogle spændende oplevelser.

For hver gang, der læsses en container eller en kontor- eller beboelsesFAB, kommer Kamel edderkopperne frem. De bor under containere og kommer som regel kun frem om natten, når de er sultne. Så det er ikke kun soldaterne og alt deres materiel, der holder flyttedag – det gør edderkopperne også, for som Peter T. Andersen siger med et smil; ”Når vi har fjernet en container, skal de små fyre finde nye hjem her i lejren, og det er jo ikke alle, der så glade for dem.”



Endnu et af de omkring 1000 læs, der skal transporteres ned til Shaibah Log Base, bliver læsset på lastbilen.

R. R. Hansen, der er maskinfører i Ingeniør detachementet, er en af dem, der har været med til at læsse alt, der allerede er flyttet. Det er sket i takt med, at den ny lejr er klar til at modtage de mange læs, så arbejdet er langt fra overstået endnu. R. R. Hansens afløser på hold 4 får med andre ord nok at se til – også med at lege flyttemand Olsen.

Peter T Andersen har været i Camp Eden i 8 måneder, så han glæder sig ekstra meget til at komme hjem.

Som afslutning på sin tur er han sammen med de øvrige soldater nu med til at pakke Camp Eden sammen.