[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Fredag eftermiddag fandt danske ingeniørsoldater og to islandske ammunitionsryddere, som er tilknyttet det danske kontingent, 36 granater angiveligt fyldt med kemiske kampstoffer 20 kilometer nord for Qurnah i det sydlige Irak.

Under en rutine indsamling af ældre ammunition faldt den danske styrke over et depot med 36 tunge mortergranater, der lå let nedgravet og indpakket i plastik i den indtørrede sump. Da der var sivet noget væske ud af nogle af granaterne, begyndte soldaterne at spore efter kemiske kampstoffer. Allerede den første prøve var positiv og viste resultatet.

Området blev derefter hurtigt afspærret. Flere efterfølgende prøver viste det samme, men for at være helt sikker blev et britisk ABC-kompagni tilkaldt til stedet for at tage flere prøver. Englændernes prøver viste lørdag middag også et positivt resultat.

Ud over de 36 granater er yderligere 14 granater erkendt, alle pakket ind i plastik, der dog er ødelagt af opholdet i jorden. Det vurderes, at der ligger over 100 mere gemt i jorden. Det vurderes ydermere, at granaterne har været nedgravet i mindst ti år. Begge dele bekræftes af lokale i området. Granaterne har ingen umiddelbare identifikationsmærker, men røntgentbilleder har vist, at der er væske i granaterne.

Efter fundet er området nu blevet totalt afspærret og de danske og britiske ingeniørsoldater afventer i øjeblikket ankomsten af et amerikansk specialist hold fra Baghdad, der skal tage yderligere prøver på stedet, der bl.a. skal bruges til laboratorietests. Der vil formentlig gå et par dage før resultaterne heraf foreligger og først da vil det endeligt kunne bekræftes om granater indeholder kemiske kampstoffer.

På nuværende tidspunkt er der blevet anvendt fire forskellige typer af sporeinstrumenter på tre forskellige granater på stedet. Alle instrumenterne viste udslag på samme type af kemisk kampstof, nemlig blistergas. Dette vil dog ikke kunne bekræftes før de endelige laboratorieundersøgelser foreligger.

Der vil blive lagt yderligere information ud på HOK hjemmeside om kemiske kampstoffer senere.


Klik på billede.

Fund af mistænkelige granater i Irak
Offentliggjort: 10-01-2004 | 01:30