Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Seniorsergent Søren Huusfeldt fra stabskompagniets forsyningssektion blev hædret i denne uge. Efter at have forrettet 25 års god og tro tjeneste uden vandel, fik han af bataljonschefen overrakt hædersmedaljen.
Seniorsergenten havde frabedt sig at blive fremstillet for hele bataljonen til den ugentlige mandagsparade, så der blev afholdt et ydmygt arrangement ved stabskompagniets bygning og Søren Huusfeldt måtte så traditionen tro betale en omgang sodavand eller øl til de fremmødte, senere på aftenen.
De franske styrker gennemfører deres internationale missioner i en fire måneders turnus. Således har den danske bataljon netop skiftet brigadechef og dermed fået nye nabobataljoner. Multinational Brigade North East føres nu primært af 11’e Brigade Parachutiste. Den danske bataljon deltog i Transfer Of Authority paraden, i den franske bataljonslejr Belvedere, med to delinger fra henholdsvis stabskompagniet og den estiske spejdereskadron.
Bataljonen har altså fået tilgang af en ny fransk Escadron d´Eclairage et d´Investigation. Det var en meget rørt fransk eskadronschef fra det gamle hold, der tog afsked med os. Vi håber, at den nye franske eskadron bliver lige så glad for at arbejde under danske vinger.
Bjærgningssektionen fra stabskompagniet har været på en større øvelse i KFOR regi. Et væld af de andre KFOR nationer deltog i bjærgningsøvelsen. Maskinerne fik lov til at spille med musklerne og soldaterne fik mulighed for at demonstrere, hvad de kan udrette med deres bjærgningsudstyr og bjærgningskøretøjer.
Overskriften i Kosovo i denne måned er selvfølgelig valget d. 23. oktober, hvor nye og gamle kandidater skal vælges til at side i det såkaldte parlament i Kosovo.
NATO har valgt at forstærke styrkerne i Kosovo med 2.000 soldater i en periode, som strækker sig på hver side af valgdatoen. Disse styrker er i skrivende stund på vej ind i Kosovo. Ca. 350 af dem blev i denne uge indsat med faldskærm som en slags ”show of force”. Det var et smukt syn at se syv C-160 transportfly dukke op over bjergtoppen, gå ned i ca. 300 meters højde og på under 2½ minut indsætte soldaterne på Kosovos jord. Soldaterne blev selvfølgelig modtaget af hundredvis af tilskuere.
NATO soldater indsættes med faldskærm i Kosovo.
Den danske bataljon har i denne periode fokus på kontrol med uroligheder, også kaldet RIOT control, med henblik på at være rustet til at kontrollere udbrud af uroligheder blandt lokalbefolkningen i forbindelse med valget. Der gennemføres delings-, kompagni- og bataljonsøvelser. Sådanne øvelser kan virke voldsomme p.g.a. den fysisk hårde kontakt mellem demonstranter og soldater, men det er, hvad der skal til for at tilsikre sig af den enkelte soldat er klar.
Bataljonen øver RIOT kontrol med sine kompagnier.
Camp Olaf Rye står med sine kasernelignende forhold pænt udad til. Der bliver for tiden lagt sidste hånd på et nyt køkken, hvilket mange jo vil argumentere for at være den vigtigste installation i lejren. I fremtiden vil der dog være behov for renovering af flere faciliteter i lejren. Dette skal dog holdes op mod, hvor lang tid endnu Camp Olaf Rye skal bestå.
Velfærden her ved de danske styrker i Kosovo er i topform. Således var der også godt 40 soldater til fodboldkampen i Tirana, Albanien lørdag aften. En køretur på 12 timer hver vej. De viste flaget i bogstaveligste forstand, fik autografer af de danske spillere og fik brugt sangstemmen.
Denne sidste aktivitet på den forgangne uge var en god afslutning på en faktisk ret travl uge. Mange aktiviteter er ikke nævnt her, men soldaterne har nok at se til og det er vigtigt til stadighed at motivere dem til at yde den professionelle indsats de dagligt udfører.
Folboldtur til Tirana.