[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En helt ny sundhedsklinik vil om få dage slå dørene op og gøre klar til at modtage patienter fra hele Medinah kommune. Dermed fordobles sygebehandlingskapaciteten i kommunen, og det er tiltrængt i en egn, hvor der ellers er langt til ganske almindelig lægebehandling.



Indgangen er blevet forskønnet med flotte fliser.

Klinikken vil fungere som primær sundhedsklinik, hvilket bedst kan sammenlignes med en dansk skadestue. Hvis der er brug for deciderede operationer eller større indgreb, bliver indbyggerne overført til hospitalet i Al Medinah.

Projektet, der har kostet omkring 700.000 kroner at gennemføre, er sat i gang af sektionen for civilt-militært samarbejde og er det dyreste, hold 3 gennemfører. Det er til gengæld også det projekt inden for sundhedsområdet, der berører flest mennesker. Ikke blot under selv opbygningen af klinikken, men også når den står færdig.



Sådan så klinikken ud for nogle måneder siden, før det projektet gik i gang.

Byggeriet er gennemført via lokale entreprenører, der har knoklet løs i varmen for at få klinikken færdig. Men de startede ikke fra bunden, for allerede da Danmark overtog området for godt et år siden, stod de første ydervægge klar. Al Medinah har nemlig i årevis forsøgt at få stablet en ekstra sundhedsklinik på benene, men det var først, da krigen blev afsluttet, at der kunne findes penge til at gennemføre projektet. De kommer fra brigadens midler til genopbygning af Irak.

Projektet omfatter også nye toiletfaciliteter. Det er af meget høj standard i et område, hvor de færreste mennesker overhovedet råder over et vandkloset.


Kaptajn Kim Vestergaard Larsen fra sektionen for civilt-militært samarbejde har fulgt projektet fra start til slut og glæder sig over, at det er lykkedes at gennemføre dette projekt.
”Det er altid rart, når man kan se, at de projekter, vi gennemfører, gør en mærkbar forskel for mennesker. Dels når byggeriet er færdigt, men også i løbet af byggeriet, hvor vi har fået engageret lokale entreprenører og dermed været med til at pumpe penge ud i samfundet,” siger Kim Vestergaard Larsen.