Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Og hvad nu?
I sidste uge var overskriften på dette brev "Kosovo i flammer". Nu går vi og ser på hinanden, og hver især stiller vi os selv spørgsmålet, om ilden virkelig er slukket for denne gang. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at det ulmer under overfladen i hele regionen.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Mandag startede vi ugen i bataljonen uden den traditionelle flaghejsning. Her plejer bataljonen normalt at være samlet til parade. Chefen gør status over ugen, der er gået, og samtidig orienterer han bataljonen om den kommende uges opgaver.
Men denne mandag var anderledes. I lejren var der stille, helt stille. Det meste af bataljonen var fortsat indsat uden for lejren. Situationen var spændt! Men da dagen var omme kunne vi konstatere, at det havde været den første rigtige rolige dag, siden vi om aftenen, tirsdag den 16. marts, havde hele bataljonen indsat for at lede efter de forsvundne drenge i floden IBAR.
Men den ro, der havde præget mandagen, blev tidligt tirsdag morgen afbrudt. Mindre en halvanden kilometer syd for Camp Olaf Rye skulle der kl. 1330 finde en begravelse sted. De fire, der skulle begraves, var blevet dræbt under sidste uges uroligheder inde i Mitrovica.
På grund af de omstændigheder, hvorunder de pågældende var blevet dræbt, kunne det frygtes, at højtideligheden ville kunne samle mange og samtidig føre til uroligheder rettet mod KFOR. Beredskabet blev derfor forhøjet i hele området omkring Mitrovica, og her i lejren i særdeleshed. Vi benyttede simpelthen lejligheden til, at "afprøve" lejrens nærforsvar.
Der deltog ca. 800 i højtideligheden. Alt forløb helt uden dramatik.
Onsdag blev lidt som mandag. Pulsen i lejren og hos enheder, der stadig lå ude, var dalende. Livet begyndte så småt at vende tilbage til det normale. Men der var ikke ro i Kosovo. Inden for det sidste døgn var der blevet kastet en håndgranat mod franske FKOR soldater i det centrale Mitrovica, og to franskmænd var blevet lettere sårede.
I det samme døgn var et køretøj fra UNMIK politiet blevet udsat for et baghold, hvorunder to blev dræbt. Episoden fandt sted kun 30 km fra lejren. For os var det påmindelser om, at vi alle til stadighed skal fokusere på opgaven, hvor end vi bevæger os i disse dage.
Torsdag var der så meget ro, at det blev muligt for bataljonschefen, oberst K.H. Lawes, at besøge samtlige af bataljonens enheder uden for Camp Olaf Rye.
Turen blev foretaget under eskorte af to patruljer fra militærpolitiet. Det første sted obersten besøgte, var "Camp Dannebrog", i byen Banja. Byen ligger en lille times kørsel fra Mitrovica. Lejren er bemandet af den Lettiske opklaringseskadron, der er tilknyttet den danske bataljon. Der var ro i området og havde været det hele tiden. Men da enhedens opgave er at sikre den serbisk enklave i byen, havde stemningen været meget spændt og var det stadig.
Turen fortsatte til Devic klostret og den nærliggende franske lejr.
Da bataljonen, den 10 marts i år, fik udvidet sit ansvarsområde, fik vi samtidig en fransk opklaringseskadron i taktisk kontrol. En af hovedopgaverne for denne enhed var at sikre Devic klostret.
Men da urolighederne var på sit højeste, blev lejren og senere klostret angrebet af mellem 3 og 4000 demonstranter. De otte nonner blev i sidste øjeblik reddet ud af området i en fransk helikopter. Klostret og den nærliggende lejr blev efterfølgende ødelagt til ukendelighed for til sidst at blive sat i flammer af de deltagende i den store demonstration.
Ruinerne af det nedbrændte Devis kloster
En fransk soldat se her i den ødelagte og nedbrændte franske lejer nær Devis kloster
Oberstens besøg fortsatte ved enheder i og om omkring Mitrovica. Blandt andet på klostret Sokolica i byens nordlige del og ved de
"Tre Tårne" inde i den centrale del af byen. På de nævnte steder var bevogtningen midlertidig blevet overdraget til de forstærkninger, der var tilgået bataljon fra Danmark sidste weekend.
Det har været rart for os at se gode professionelle kollegaer komme herned og så hurtigt falde ind i rytmen.
Alle enheder, der er indsat uden for lejren, har i denne uge haft mulighed for et velfortjent ophold inde i lejren. Som regel af ca. 24 timers varighed.
Tiden i lejren er gået med telefonopkald, mails, bade, debriefinger og sidst men ikke mindst søvn.
Sammen med forstærkningen i weekenden, den 20-21 marts, ankom også to af forsvarets egne psykologer. De har hele ugen, i tæt samarbejde med bataljonens feltpræst og overlæge, haft samtaler med de grupper og de enkeltpersoner, som i den forløbende periode har været udsat for voldsomme oplevelser. Den mulighed har der været stor tilfredshed med blandt alle hernede.
Som en soldat hernedefra skrev til HOK- telefonavis i den forløbende uge, og som nok beskriver stemningen allerbedst i denne weekend:
"Vi har genoptaget mange af de tidligere daglige rutiner, men vi er stadig på et højt beredskab, og folks tanker er stadig mange andre steder end i det rutineprægede daglige arbejde. Det er nok bare svært at falde ned efter sådan en omgang.
Under alle omstændigheder er alle ved godt mod. Man kan mærke en hyggelig, let, opmuntrende stemning overalt. Der bliver gerne givet lidt røg, for ikke at sige meget, og det er nok en god måde at komme ovenpå igen".
Og den pågældende hilsen slutter:
" Vi håber, at I har det godt derhjemme. Situationen er mere rolig nu, så vi håber ikke, at I er bekymrede. Vi har det alle godt og sender mange tanker hjem til jer".
Mandag startede vi ugen i bataljonen uden den traditionelle flaghejsning. Her plejer bataljonen normalt at være samlet til parade. Chefen gør status over ugen, der er gået, og samtidig orienterer han bataljonen om den kommende uges opgaver.
Men denne mandag var anderledes. I lejren var der stille, helt stille. Det meste af bataljonen var fortsat indsat uden for lejren. Situationen var spændt! Men da dagen var omme kunne vi konstatere, at det havde været den første rigtige rolige dag, siden vi om aftenen, tirsdag den 16. marts, havde hele bataljonen indsat for at lede efter de forsvundne drenge i floden IBAR.
Men den ro, der havde præget mandagen, blev tidligt tirsdag morgen afbrudt. Mindre en halvanden kilometer syd for Camp Olaf Rye skulle der kl. 1330 finde en begravelse sted. De fire, der skulle begraves, var blevet dræbt under sidste uges uroligheder inde i Mitrovica.
På grund af de omstændigheder, hvorunder de pågældende var blevet dræbt, kunne det frygtes, at højtideligheden ville kunne samle mange og samtidig føre til uroligheder rettet mod KFOR. Beredskabet blev derfor forhøjet i hele området omkring Mitrovica, og her i lejren i særdeleshed. Vi benyttede simpelthen lejligheden til, at "afprøve" lejrens nærforsvar.
Der deltog ca. 800 i højtideligheden. Alt forløb helt uden dramatik.
Onsdag blev lidt som mandag. Pulsen i lejren og hos enheder, der stadig lå ude, var dalende. Livet begyndte så småt at vende tilbage til det normale. Men der var ikke ro i Kosovo. Inden for det sidste døgn var der blevet kastet en håndgranat mod franske FKOR soldater i det centrale Mitrovica, og to franskmænd var blevet lettere sårede.
I det samme døgn var et køretøj fra UNMIK politiet blevet udsat for et baghold, hvorunder to blev dræbt. Episoden fandt sted kun 30 km fra lejren. For os var det påmindelser om, at vi alle til stadighed skal fokusere på opgaven, hvor end vi bevæger os i disse dage.
Torsdag var der så meget ro, at det blev muligt for bataljonschefen, oberst K.H. Lawes, at besøge samtlige af bataljonens enheder uden for Camp Olaf Rye.
Turen blev foretaget under eskorte af to patruljer fra militærpolitiet. Det første sted obersten besøgte, var "Camp Dannebrog", i byen Banja. Byen ligger en lille times kørsel fra Mitrovica. Lejren er bemandet af den Lettiske opklaringseskadron, der er tilknyttet den danske bataljon. Der var ro i området og havde været det hele tiden. Men da enhedens opgave er at sikre den serbisk enklave i byen, havde stemningen været meget spændt og var det stadig.
Turen fortsatte til Devic klostret og den nærliggende franske lejr.
Da bataljonen, den 10 marts i år, fik udvidet sit ansvarsområde, fik vi samtidig en fransk opklaringseskadron i taktisk kontrol. En af hovedopgaverne for denne enhed var at sikre Devic klostret.
Men da urolighederne var på sit højeste, blev lejren og senere klostret angrebet af mellem 3 og 4000 demonstranter. De otte nonner blev i sidste øjeblik reddet ud af området i en fransk helikopter. Klostret og den nærliggende lejr blev efterfølgende ødelagt til ukendelighed for til sidst at blive sat i flammer af de deltagende i den store demonstration.
Ruinerne af det nedbrændte Devis kloster
En fransk soldat se her i den ødelagte og nedbrændte franske lejer nær Devis kloster
Oberstens besøg fortsatte ved enheder i og om omkring Mitrovica. Blandt andet på klostret Sokolica i byens nordlige del og ved de
"Tre Tårne" inde i den centrale del af byen. På de nævnte steder var bevogtningen midlertidig blevet overdraget til de forstærkninger, der var tilgået bataljon fra Danmark sidste weekend.
Det har været rart for os at se gode professionelle kollegaer komme herned og så hurtigt falde ind i rytmen.
Alle enheder, der er indsat uden for lejren, har i denne uge haft mulighed for et velfortjent ophold inde i lejren. Som regel af ca. 24 timers varighed.
Tiden i lejren er gået med telefonopkald, mails, bade, debriefinger og sidst men ikke mindst søvn.
Sammen med forstærkningen i weekenden, den 20-21 marts, ankom også to af forsvarets egne psykologer. De har hele ugen, i tæt samarbejde med bataljonens feltpræst og overlæge, haft samtaler med de grupper og de enkeltpersoner, som i den forløbende periode har været udsat for voldsomme oplevelser. Den mulighed har der været stor tilfredshed med blandt alle hernede.
Som en soldat hernedefra skrev til HOK- telefonavis i den forløbende uge, og som nok beskriver stemningen allerbedst i denne weekend:
"Vi har genoptaget mange af de tidligere daglige rutiner, men vi er stadig på et højt beredskab, og folks tanker er stadig mange andre steder end i det rutineprægede daglige arbejde. Det er nok bare svært at falde ned efter sådan en omgang.
Under alle omstændigheder er alle ved godt mod. Man kan mærke en hyggelig, let, opmuntrende stemning overalt. Der bliver gerne givet lidt røg, for ikke at sige meget, og det er nok en god måde at komme ovenpå igen".
Og den pågældende hilsen slutter:
" Vi håber, at I har det godt derhjemme. Situationen er mere rolig nu, så vi håber ikke, at I er bekymrede. Vi har det alle godt og sender mange tanker hjem til jer".