[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

‘Jihanem’ betyder Helvede på irakisk og byen var sammen med to nabobyer mål for en større operation, hvor den danske bataljon blev støttet af britiske styrker og irakisk politi.

Tågen var tæt med en sigtbarhed på kun få meter mens natten blev til morgengry og lange kolonner af militære køretøjer kørte ad hullede jordveje og omringede de tre byer. Byerne, der hovedsagligt består af lerhytter, er kendt for at huse kriminelle der blandt andet gennemfører landevejsrøverier på den nærliggende hovedvej 6 som forbinder Basrah med Bagdad.

Show of Force
Ved at møde op med en talstærk styrke – Show of Force – gennemførte den danske bataljon endnu en succesfuld operation, hvor den massive tilstedeværelse af soldater sikrede at operationen blev udført uden nævneværdig modstand. Der var derfor ingen soldater eller lokale irakere, der kom til skade under operationen.

Den danske bataljon var blevet forstærket med en britisk underafdeling, for at kunne omringe alle tre byer samtidig og gennemføre tilfangetagelser af eftersøgte personer samt konfiskationer af ulovlige våben. Med i operationen var også Iraqi Civil Defence Corps (ICDC) og irakisk politi som i stigende grad medvirker ved operationer, der gennemføres af soldater i koalitionsstyrken.



Et parti konfiskerede granater, der hører ind under de våben der ikke er tilladt.

Saddam tilhængere arresteret
Under operationen blev seks personer tilbageholdt og fire af dem blev efterfølgende arresteret af irakisk politi. En af de tilbageholdte var efterlyst for at have forbindelse til Former Regime Loyalists (FRL), en person var efterlyst for forbindelse til Baath partiet, tre personer var efterlyst for røverier og overfald og den sidste blev tilbageholdt for ulovlig våbenbesiddelse.

Ulovlige våben
I Irak er det tilladt at have to håndvåben med 50 styk ammunition per husstand til selvforsvar. Men den hus- og områdeundersøgelse der blev gennemført under operationen viste at det ikke ligefrem er alle, der overholder loven. Der blev konfiskeret ikke mindre end 18.000 stykker ammunition til rifler og lette maskingeværer, adskillige AK-47 rifler, håndgranater, mortergranater, brandrør, RPG granater og signalpatroner.



En dansk soldat uddeler radioer til lokale børn. Radioerne behøver hverken batterier eller lysnet, så de kan bruges i selv den mest primitive lerhytte.

Et fattigt område
Området hvor operationen blev gennemført, er blandt de fattigste i Irak. Befolkningen er ikke forvænt med rent drikkevand og der blev derfor uddelt drikkevand i forbindelse med operationen. Soldaterne uddelte også radioer der kan trækkes op og som derfor ikke behøver batterier eller lysnet.



Frisk vand er en mangelvare i det danske ansvarsområde som er et af de fattigste områder i Irak. Derfor er et par flasker vand meget værd for de lokale irakere.