[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hospitalet i Al Qurnah har over for den danske styrke oplyst, at det i forbindelse med ildkampen i Al Qurnah i lørdags har været i kontakt med fem sårede og en dræbt i forlængelse af ildkampen. To af de sårede var drenge, hvoraf den ene blev udskrevet efter ganske kort tid, mens den anden ligesom de øvrige sårede blev overført til et hospital i Basra.

Der foreligger ikke noget om, hvordan de er blevet såret, eller hvordan deres tilstand er, men den danske bataljon har modtaget oplysninger om, at familien til den dræbte holder Sadr-kontorets folk ansvarlige for hans død.

Derudover tyder de foreløbige meldinger på, at der var 15-20 irakere indblandet i angrebet og den timelange ildkamp. Tv-billeder fra Danmarks Radio tyder på, at angrebet har forbindelse til det lokale Sadr-kontor, og den danske styrke vil den kommende tid undersøge omstændighederne nærmere.

Det vurderes, at det at der er tale om en meget lille, hård kerne af oprørere, som har svært ved at vinde opbakning blandt, men til gengæld nemt ved at skræmme lokalbefolkningen i kraft af deres vilje til at anvende magt.

Lokalbefolkningen i Al Qurnah var dog ikke sene til at genoptage deres dagligdag, da først skyderiet var overstået, og mange af indbyggerne vinkede til de danske styrker, da soldaterne i god ro og orden forlod byen lørdag eftermiddag. Den danske styrke har fortsat indtrykket af, at det overvejende flertal af de lokale irakere i det danske område støtter de danske soldater og er særdeles kede af angrebene på dem.



Det var primært soldater fra panserinfanterikompagniet, der var indsat med deres PMV’er. På jorden kan man blandt andet se nogle af de mange vandflasker, der blev drukket denne lørdag eftermiddag, hvor skyggetemperaturen blev målt til 53 grader i Camp Eden.




Her sikrer en soldat mod en bygning i Al Qurnah. Til trods for den ekstreme varme kan det være nødvendigt at bruge handsker, da metal bliver brændende varmt.




Chefen for panserinfanterikompagniet, Johnnie Korsholm Andersen, (tv) forlod for en kort stund den PMV, hvorfra han førte sine tropper og koordinerede direkte med chefen for de danske styrker oberstløjtnant Poul-Erik Andersen.

Danske soldater i ildkamp – ingen tilskadekomne
08-08-2004 | 03:58 | Irak

Danske soldater indsat i Al Qurnah
07-08-2004 | 16:53 | Irak