[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

”Med hjemkaldelsen af fire officerer fra lejrledelsen har myndighederne i Danmark ønsket at give de danske styrker i Irak arbejdsro. Jeg accepterer denne beslutning, og det er min agt i videst muligt omfang at omsætte denne arbejdsro til konkrete resultater.”

Det siger den ny chef for de danske styrker i Irak, oberstløjtnant Poul-Erik Andersen, i en kommentar til den massive medieomtale, der har været af forholdene i Camp Eden.

Poul-Erik Andersen overtog chefposten efter at den tidligere chef, oberst Henrik Flach sammen med tre øvrige officerer tirsdag blev sendt hjem for at afgive forklaring i sagen om påståede overgreb på irakiske personer i dansk varetægt.

Oberstløjtnanten er lige som alle øvrige i Camp Eden stærkt optaget af, at sandheden bag beskyldningerne kommer frem.

”Det er utåleligt, hvis der skal hænge en mistanke om overgreb over danske styrker i Irak. Jeg forventer derfor, at Forsvarets Auditørkorps gør sit yderste for hurtigst muligt at komme til bunds i sagen, så vi kan bruge kræfterne på det, det hele handler om: at genopbygge et frit og demokratisk Irak,” siger Poul-Erik Andersen.