[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Major Hans Mølleskov Planlægningssektion

Transporterne er gennemført som støtte til Politiets kampagne mod ulovligt fyrværkeri, der blev indledt den 17. november 2004 og fortsætter frem til Nytår.

Allerede i løbet af den første dag blev det klart for Politiet, at mængden af beslaglagt fyrværkeri langt oversteg den transportkapacitet, som Hærens ammunitionsryddere råder over. Derfor blev Hærens Operative Kommando kontaktet tidligt om formiddagen den 18. november og bedt om at støtte med transportkapacitet, så det ulovlige fyrværkeri kunne blive bragt til opbevaring på betryggende måde.

Til trods for det korte varsel var såvel Trænregimentet i Aalborg som Det Danske Internationale Logistikcenter (DANILOG) i Vordingborg allerede samme eftermiddag klar med personel og materiel godkendt til transport af farligt gods - og den første opgave kom da også næsten øjeblikkeligt.

Trænregimentet fik i løbet af ugen fire opgaver, der i alt omfattede 3968 kg fyrværkeri, mens DANILOG i løbet af tre opgaver transporterede 7200 kg.

Ud over disse ca. 11 tons beslaglagt fyrværkeri har ammunitionsdepoterne modtaget fyrværkeri fra såvel Hærens ammunitonsryddere som direkte fra Politiet. Således blev to civile lastvogne og to sættevogne med i alt 93 paller ulovligt fyrværkeri indbragt af Næstved Politi til Ammunitionsdepot Gribskov.