[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Når danske soldater kører rundt i Irak kan de komme ud for lidt af hvert. Både de farlige situationer, som heldigvis er sjældne, og så de mere opløftende, hvor man på kort tid kan gøre en lille forskel for den enkelte iraker. Det er nemlig ikke ualmindeligt, at ganske almindelige irakere henvender sig til de danske soldater, når de gør holdt.

Og forleden blev en patrulje fra panserinfanterikompagniet næsten omdannet til en kørende skadestue. Under en patrulje langs Hovedvej 6 gjorde soldaterne holdt ved den lille by Qaryat ash Shaft og hurtigt samledes der sig en større gruppe irakere om dem. Flere af dem havde skavanker, som soldaterne skulle se nærmere på.

Blandt andet var der en lille dreng, som troede, han havde brækket armen. En nærmere undersøgelse kunne dog hurtigt fastslå, at der ikke var tale om brud, men en kraftig forstuvning. Så den forbinding og de pinde, der var bundet om drengens for at støtte, blev fjernet og erstattet med et støttebind.

Et støttebind var ikke nok til den mand, der derefter bad om gruppens hjælp. Han havde gennem længere tid haft et grimt sår på sin ene fod, men med kyndig hånd og de rette remedier lykkedes det hurtigt for overkonstabel Dirch Stuhr Riber Madsen at rense såret, så manden – og foden – var så god som ny.



De danske soldater får brug for alle deres færdigheder i Irak. Her har en irakisk mand henvendt sig til overkonstabel Dirch Stuhr Riber Madsen for at få renset et grimt sår på sin fod.

Samme Dirch Stuhr Riber Madsen fik i øvrigt lejlighed til at demonstrere sine sy-færdigheder på en anden patrulje ud til den vigtige vandpumpestation, der forsyner Basra med rent vand. Her opholder der sig en del irakiske vagter, og da Dirch Stuhr Riber Madsen og hans gruppe forleden kom forbi, havde en af disse vagter fået en flænge i fingeren. Trods de lidt primitive omgivelser lykkedes det uden større problemer at få renset såret og syet fingeren, så vagten igen kunne våge over den vigtige vandpumpestation.



Overkonstablerne Søren Ligaard Hald (tv) og Dirch Stuhr Riber Madsen gør klar til at sy en flænge i en vagtmands finger.

Så en gang imellem kan man nøjes med en lille synål, en førstehjælpsuddannelse og noget rensevæske, når der skal gøres en forskel til det bedre i det sydlige Irak.