Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af: kaptajnløjtnant, cand.jur. N-O.G.Mannerup
Vi kender historien om Babylons ruiner - og ikke mindst beretningen om Babelstårnet og de hængende haver. Vi kender også til historien om Alexander den Store, som 10 JUN 322 f.Kr. dør i Babylon - og hvis vi ikke ved nok om denne store feltherre, venter der en oplevelse med Oliver Stones’ seneste storværk…uanset hvad man så end måtte mene om Colin Farrell i et noget afbleget udgave.
Afstanden mellem et Danmark, der forbereder sig til julens komme, og Babylon er ikke længere stor, selv om kun ganske lidt i den centrale del af Irak kan sammenlignes med fx et København i julehandelens skær. Faktisk vil der gå nogen tid, før julefreden for alvor vil sænke sig over bl.a. det danske element (DANELM) ved MND CS, som netop i denne tid er ved at rejse til byen Ad Diwaniyah.
Det at skulle rejse ud for at opleve noget nyt blot få måneder før afslutningen på vores Tour of Duty, var måske ikke lige det, der skulle krone vores ophold i Irak; men omvendt sætter netop dét os måske i stand til at forstå nogle af de tanker, som tre mænd tænkte på denne tid…over 2.000 år siden! Dengang tænkte ingen hverken på tidligere præsident Saddam Hussein eller på Al Qaeda…men omvendt havde man velsagtens tilstrækkeligt i fx kong Herodes, hvis terrorregime kunne leve op til den irakiske eks-herskers standarder. Meget fra dengang går faktisk igen, selv om rejsernes formål og transportmidler er yderst forskellige.
Ledestjernen førte fra Babylon til Betlehem
Om fromme tid vil præster læse højt af juleevangeliet - eller mere præcist Lukas-evangeliets kapitel 2 - ligesom salmer som ”Et Barn er født i Betlehem” og ”De hellige tre Konger så hjertensglad” vil blive sunget. Her støder vi på beretningen om de hellige tre konger - de tre viise mænd fra østerland, som fandt Jomfru Maria med Jesus i en lade i Betlehem.
Kun meget lidt tyder på, at der vitterlig var tale om tre konger; men eftersom de med sig bragte kongelige gaver som guld, røgelse og myrra, er det ikke umuligt, at koblingen til kongetitlerne derved er skabt. I stedet vides det, at der var tale om tre viise mænd fra østerland, jf. Mattæus-evangeliets kapitel 2; og hvad er det så for et land, der hér er tale om? Svaret kan findes ved at se på de tre viise mænds kundskaber indenfor astronomien, som jo gjorde det muligt for dem at tyde budskabet med ledestjernen over Betlehem tilbage i år 0.
Det nye Testamente gør ikke brug af betegnelsen konger - ej heller i originalsproget, som er græsk! Til gengæld finder man i den græske udgave af Det nye Testamente en titel, som udspringer af ordet magos - en præstelignende titel. Magos dækkede over en mand med særlig indsigt i bl.a. astronomi; og de, der dengang var eksperter i stjernetydningens kunst - kaldlerne - boede i Babylonien! Dette er siden blevet sandsynliggjort ved, at arkæologer blot 50 km nord for Babylon i byen Sippar har fundet i alle tilfælde én lertavle, som beskriver, hvad det var, de viise mænd så, og som fik dem til at forlade Babylon.
At rejse er at leve…farvel til Babylon
I følge vor nationaldigter H.C.Andersen kan det ikke være anderledes! Rejsen for de tre viise mænd fra østerland - d.v.s. Babylonien - har været ca. 1.500 km; og lægges det til grund, at en fuldt lastet kamel kan tilbagelægge ca. 80 km om dagen, så har der været tale om en udfordrende rejse…med et optimalt resultat til følge!
At rejse er at leve…tænker de fleste nok, når tankerne i dag er rettet mod den selvvalgte sommerferie, men anderledes forholder det sig for DANELM syv medlemmer, som siden slutningen af OKT har ligget i flytterod - en flytning, der efter planen snart er tilendebragt.
Den 3. september 2003 overgav 1st Marine Expeditionary Force/US Marine Corps (1st MEF) kommandoen over fem af Iraks centrale provinser - Al Qadisiyiah, An Najaf, Babil, Karbala og Wasit til MND CS. Opgaven var at bidrage med at skabe stabilitet i divisionens ansvarsområde samt medvirke til rekonstruktionen af det nye Irak. I løbet af de forgangne femten mdr. er der sket meget henset til genopbygning af Irak. Det har derfor været helt naturligt for MND CS foresatte myndighed, Multinational Corps Iraq, at se på, om noget kunne gøres anderledes.
Dét er tilfældet! Ganske vist blev dem fem provinser tidligere på året til tre provinser, men at flytte et divisionshovedkvarter er nu engang en udfordring. Dertil kommer, at det nye ansvarsområde faktisk bliver ca. 27% større end det hidtidige. Strukturmæssigt vil der dog ikke ske ændringer i sammensætningen af MND CS, idet rygterne om diverse nationers troppereduktioner alene verserer på rygtebørsen - også den i Irak!
Det vil sige, at der alene foretages en forskydning af divisionshovedkvarteret samt den polske 1. brigade. Opgaverne vil også være de samme som hidtil. De skal blot løses i nogle nye omgivelser…hvor den næste store opgave bliver afviklingen af det irakiske valg til januar 2005…hvilket i sig selv bliver en meget stor udfordring…
Ringen sluttes
Julen 2004 kommer langsomt nærmere, men bliver det nu også jul i år for DANELM? Vi må nok se i øjnene, at det ikke bliver til en typisk dansk jul, ej heller selv om hustruerne til vore tre husarer har sendt os en overraskelse. DANELM er blot en lille danskerkoloni blandt nationer med ganske andre traditioner end de danske. Bl.a. skal vi opleve, at ukrainerne vil fejre deres jul 06 JAN 2005. Det skal nu nok blive jul for DANELM, og uanset om feltpræsten fra DANCON/IRAK får muligheden for at lægge vejen forbi Camp Echo eller ej, vil der også hos os blive tale om et gensyn/genhør med juleevangeliet.
Den 10. december 2004 udkommer DVD’en med Director’s Cut-versionen af ”Kongen vender tilbage”, hvorved J.R.R.Tolkiens ring sluttes. Snart skal også DANELM ring sluttes - og indimellem skal vi fejre frelserens fødsel…og endelig vil en tredie ring blive sluttet, nemlig når MND CS formelt tilbagegiver et af sine tidligere ansvarsområder til 1st MEF, som efter ét år udenfor Irak nu vender tilbage til det Babylon, man i sin tid forlod… Gad vide, om også vi en skønne dag vender tilbage til det, vi forlod…
af kaptajnløjtnant, cand.jur. N-O.G.Mannerup, Staff Officer/Tactical Operations Centre/Multinational Division Centre South