[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mens medierne kan berette om sammenstød mellem koalitionsstyrker og yderligtgående shiamuslimske militsfolk i andre egne af Irak er der fortsat ro i det danske ansvarsområde. Det er primært tilhængere af Sadr, som har voldt voldsomme problemer, men i det danske område, forholder disse tilhængere sig roligt.

Det skyldes dels, at flertallet af Sadr-tilhængerne i det danske område er mere moderate og ligefrem har fornægtet lederen af Sadr-bevægelsen, Moqtada al-Sadr, og dels at danske og engelske styrker har markeret, hvor grænsen for acceptabel opførsel går.

Men selv om der fortsat er roligt, er man fra dansk og britisk side meget opmærksom på udviklingen, som man følger tæt. Gennem kontakter til alle indflydelsesrige personer har man fra dansk side god føling med, hvad der end måtte være under opsejling. Men indtil videre er der ikke tegn på, at urolighederne vil brede sig til det danske ansvarsområde.