Sankt Hans under fremmede himmelstrøg

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mens vejrudsigten i Danmark lovede endnu en våd Sankt Hans aften, var det ikke problemet i Camp Eden. Havde det ikke været for ingeniørerne, der i dagens anledning fyrede 30 tons opsamlet ammunition til Bloksbjerg, ville himlen have været skyfri. Men så meget sprængstof giver som bekendt ikke kun et gevaldig brag, men også en del røg. Og dermed kom der lidt hjemmelavet ”skydække”, og det skulle så bare ganges med en hel del og tilføjes en del mørke nuancer og ikke mindst vådt indhold, så ville det jo næsten være som enhver Sankt Hans i Danmark.



Selv om man er langt væk hjemmefra – eller måske netop derfor – skal traditionerne holdes i hævd. Så med bål, båltale og fællessang fejrede soldaterne i Camp Eden en hyggelig Sankt Hans aften.

Men uanset hvor god en fantasi, der ellers kom i brug denne aften, så gjorde varmen og de noget anderledes omgivelser dog sit til, at alle blev fastholdt i nuet. Det var nu heller ikke så ringe et sted at være. For med bålet blafrende forsøgte nogle få behjertede sjæle at lade ”Vi elsker vort land” klinge ud over den store plads, hvor bålet stod. Uden at fornærme nogen, kan man vist med sindsro fastslå, at der næppe bliver tale om nogen større pladekontrakt til dette kor, men hyggeligt var det nu ikke desto mindre.

Og hyggen og eftertænksomheden bredte sig, da den militærjuridiske rådgiver Kurt Borgkvist holdt båltale. Den høstede meget fortjent stort bifald, og bringes derfor her i sin helhed:

“Good evening to all of you, my fellow Soldiers, or should I say, as an old Polish Officer once addressed his welcome to his audience: “Comrades, Ladies and Gentlemen, in that order, Good evening”. To night is a special evening to celebrate, especially for the Danes, so please allow me to express my feelings in the Danish language.



Sangen ”Vi elsker vort land” er en gammel tradition at synge på en midsommeraften som denne. Og selv om vi næppe mærker den store forskel på de lyse og de mørke timer hernede, så kan det ikke undgås, at vore tanker en gang imellem slipper ørkensandet og går mod nord, hvor de lyse nætter endnu findes, og hvor mænd kan føle tørst på en hel anden måde end her.



Vi har nu været i Irak længere end noget andet Irak-hold, og vi er kommet godt og grundigt ud af mange vaner, som vi ellers aldrig havde drømt om at undvære. Vi er blevet afholdsfolk i mange forskellige relationer, og det ganske umærkeligt for mange af os. Mange af de bekvemmeligheder, som vi var vant til at omgås derhjemme, er væk og efter de værste tømmermænd efterhånden er overstået, har vi vænnet os til forholdene. Også fordi vi ved selvsyn kan konstatere, at der gives andet i denne verden end velfærd. Der er nogle grundlæggende ting, som f.eks. fred og frihed der skal være til stede, for at mennesker kan leve i harmoni med hinanden. Fred og frihed er noget, der dagligt skal kæmpes for hernede, og det har vi mærket på vores egen krop. Vi skal både forsvare vore egne liv og vor egen førlighed, og vi skal give vores bidrag til tryghed for den irakiske befolkning, hvor svært eller håbløst det end kan føles.

Kan det da hjælpe irakerne, at vi ikke drikker os fulde i et halvt år, at vi har tabt os flere kilo af vor overvægt, at vi jævnligt har haft tynd mave, og nødtvungent spiser rædselsfulde MREs (amerikanske feltrationer) og grøn saftevand, og kan det hjælpe irakerne, at vi helt har glemt hvordan en smuk blondine føles?

Næppe, men det er vel heller ikke meningen, at vi bare skal yde sådanne bodsydelser og selvpinerier, lige som det heller aldrig har været meningen, at vi bare skal herned for at tage afstand fra den form for menneskelige værdier eller mangel på samme, som vi har mødt her. Tværtimod er det vel meningen, at vi skal bidrage til, at Irakerne også får en fair chance for at kunne sige: ”Vi elsker også vort land”, og vi hver især kan ranke ryggen og føle, at vi med vore små afsavn gjorde en lille smule for, at andre medmennesker fik mod på en ny tilværelse – eller en tilværelse i det hele taget – med bare en smule mere tryghed, fred og frihed, end de har været vante til.



Båltalen var lagt i trygge hænder på den militærjuridiske rådgiver Kurt Borgkvist, der blandt andet kom ind på, at et af formålene med at være i Irak var, at give også irakerne mulighed for at kunne sige ”Vi elsker også vort land”.

Hvad betyder det, at vi hernede har manglet undertøj og blødkogte æg, at PMV-erne falder fra hinanden, at posten var 6 uger undervejs, at vi alle har skullet rense lokummer eller en gang imellem har været bange for, at det kunne gå galt? De afsavn, vi har lidt, er hurtigt glemt, når vi kommer hjem igen, hvad enten vi runder Kronborg om styrbord, eller vi mellemlander i London og ender i Karup. Men minderne om de små irakiske børn, der giver os tommelfingeren, skulle gerne overskygge minderne om de irakiske lømler, som vi har måttet sætte på plads en gang imellem. Vi kan sikkert ikke udrydde alle Ali Babaer, men vi kan i hvert fald stille os solidariske med de irakere, som vi snart efterlader hernede, og som selv skal tage ansvaret for Ali Babaerne. Vore små afsavn skulle gerne have været med til at tænde et håb hos den brede irakiske befolkning og vores stolthed over og længsel efter vores hjemland skulle gerne forplante sig til irakerne derhen, at de respekterer vores lille bidrag, og at vi til gengæld respekterer deres glæde og forventning til et nyt Irak.

Det er op til den enkelte soldat i aften at spørge sig selv, om han ærligt kan sige, at han har givet lidt af sig selv – nogle måneder af sit liv – til andre, der havde et behov, og det bare fordi, han har været så heldig at blive udsendt fra et sted, hvor man kan synge: ”Vi elsker vort Land”.

So, Comrades, Ladies and Gentlemen, in that order, lets have a nice evening together and let us hope, that some day we will be able to return to a free and proud Iraq as foreign civilian tourists.

Some weeks from now we will leave the Iraqis but each of you should proudly be able to wish them luck and not only wave them goodbye.

Thank You.