[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
De to øvrige sårede soldater er udskrevet fra infirmeriet og er tilbage blandt deres kammerater. De har været til debriefing og har fået talt oplevelserne igennem. Soldaterne er naturligvis lidt oprevne, men deres kammerater tager godt hånd om dem.
Bataljonen har været ramt af en mindre mediestorm. Aviserne har været præget af de to vejbombe angreb. Nogle medier har overdramatiseret situationen og måske draget nogle forkerte konklusioner.
Bataljonen vurderer løbende den samlede trussel mod os. Det sker i tæt samarbejde med vores engelske allierede. Når vi oplever den slags episoder, som vi var udsat for, er der mange ting, der kan kritiseres, især når de tages ud af en sammenhæng.
Danske soldater på patrulje i et "hårdt køretøj"
Vi er blevet beskyldt for at have fejlvurderet situationen og ikke have taget højde for efterretningssektionens trusselsvurdering. Det er naturligvis ikke rigtigt. Bataljonen vurderer dagligt, hvordan situationen ser ud i området. Et forkert penselstrøg ud af det samlede billede, betyder ikke, at hele billedet er forkert.
Der er mange hensyn at tage, når vores opgaver skal løses.
Et af hensynene er det, vi kalder ”approach” eller tilgang. Altså de signaler de danske soldater sender til irakerne, når de kommer kørende.
I Den Danske Bataljon vil vi gerne have muligheden for både en ”Hård tilgang” og den ”Bløde tilgang”, som vi normalt kører hernede. Vi kører meget i bløde køretøjer. Vi vinker og spiller bold med børnene, når vi har mulighed for det. Sådan fungerer det det meste af tiden i store dele af vores område.
Et "blødt køretøj"
Andre gange, og de er heldigvis få og spredte, så kører vi i vores tunge og pansrede vogne. Enhver der har prøvet at overhale en pansret mandskabsvogn hjemme i Danmark, ved, at det ikke er særligt behageligt. De pansrede biler sender et voldsomt signal, når de kommer kørende. Vores bløde biler er ofte mindre end de firhjulstrækkere, som vi ofte møder på vejene hjemme i Danmark.
Et andet hensyn vi skal tage, er, vi skal løse vores opgaver.
Alle DANBN enheder har mange daglige opgaver. Og vi har nogle midler til at løse dem. Nogle gange må bataljonens ledelse prioritere blandt alle disse opgaver. Nogle få områder hernede kræver, at vi kører i pansrede køretøjer, fordi der er en høj risiko på netop de steder. Men i langt den største del af området kan vi køre i de bløde biler.
Lige nu har vi det konkrete problem, at de farlige områder flytter sig. Når vi skal køre igennem et sådant område eskorteres de bløde biler igennem området med pansrede køretøjer. Når de bløde biler er kommet sikkert gennem det farlige område, så vender den pansrede eskorte om og de bløde biler kan fortsætte med deres opgave, som så kan løses med en ”Blød tilgang”.
Men billedet er desværre ikke helt så klart og enkelt alligevel.
DANBN råder over et antal køretøjer af vidt forskellig art. Vi har ikke biler i hobetal. Fra gaffeltrucks over slamsugere til pansrede mandskabsvogne. Alle løser de nogle opgaver. Ind imellem bruger vi de pansrede mandskabsvogne, selvom vi hellere ville køre i bløde køretøjer. Det gør vi nogle gange for at markere os i området, andre gange fordi sikkerheden kræver det.
Men i bund og grund er de pansrede mandskabsvogne biler. Biler der kan bruges til forskellige opgaver. De skal bruges til at transportere folk fra Camp Danevang til Al Faw eller fra Camp Danevang til en politistation. Eller de kan bruges, når folk skal køres ind for at searche en landsby, hvor vi regner med, at der kan opstå ballade.
Men pansrede køretøjer er ikke løsningen på alt. Det giver en stor tryghedsfornemmelse og lidt større sikkerhed her og nu. Men et pansret køretøj er ikke usårligt. Også pansrede køretøjer kan skydes i stykker. Det kræver bare nogle andre våben, eller mere sprængstof i bomberne.
Køretøjerne og måden vi bruger dem på, er bare nogle af de midler, vi har til at løse vores opgave.
Og selv om det har været nogle hektiske døgn for alle, både soldaterne hernede og de bekymrede pårørende hjemme i Danmark, så vil vi gerne fortælle jer, at bataljonens ledelse gør alt, hvad der står i vores magt for at bringe alle soldater hjem. Så sikkert og uskadt som overhovedet muligt.
Danskerne har en tæt kontakt til lokalbefolkningen.