[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Danskernes nye opgave i dag, vil være at opretholde ro og orden i forbindelse med begravelsesceremonien af de to druknede børn. Begravelsen foregår i den lille Kosovo-albanske landsby Cabra otte kilometer vest for Mitrovica.

Den sidste del af det danske forstærkningsbidrag ankom planmæssigt med flyvevåbnets Hercules til Pristina klokken 0935. Soldaterne transporteres fra Pristina til Camp Olaf Rye ad landevejen og forventes at ankomme mellem 11 og 12 i dag.

Ud over det danske forstærkningsbidrag støttes de danske styrker i dag af polske og italienske specialenheder til indsættelse ved større uroligheder. Derudover støtter over 100 lokale politifolk danskerne.

Situationen i området er rolig, men spændt og man forventer at mange mennesker vil deltage i begravelsesceremonien.