[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Fejden eskalerede i går, hvor flere danske enheder blev fanget i skudvekslingen mellem de to stridende parter.

Denne fejde startede for nogle dage siden, ifølge lokale irakere fordi den ene stammes køer gik på den anden stammes marker, hvilket medførte de første skudvekslinger. Sådanne tilsyneladende banaliteter kan være en gyldig grund til at starte en stammefejde, men årsagerne kan være mange: Kidnapning af stammemedlemmer, tyveri mellem stammerne, skænderier mellem stammernes medlemmer, mord mellem stammerne etc. Fælles for årsagerne er, at når et overgreb har fundet sted mod et stammemedlem, har stammens øvrige medlemmer både ret og pligt til at beskytte stammemedlemmet og evt. hævne overgrebet. Her er det legitimt at anvende de forhåndenværende midler, også våben.

Stammefejden vil for det meste fortsætte, indtil den ene stamme giver sig eller en aftale forhandles på plads. Hvis en aftale skal forhandles på plads, anvender stammerne typisk en 3. part for at sikre upartiskheden hos forhandleren.

Nogle gange sker dét, som også skete i går: Et stammemedlem dør som følge af stammefejden. Dermed går fejden ind i en ny og mere farlig fase, fordi den ene stamme nu skal hævne medlemmets død. Dette medfører typisk, at stammen vil anvende flere folk og våben til at ramme den anden stamme og volden vil eskalere. Samtidigt vil en aftale mellem stammerne være sværere at forhandle på plads, fordi den hævnende stamme enten skal slå et medlem af den anden stamme ihjel eller have udbetalt en form for kompensation, typisk i form af penge (blodpenge).

Hvis det lykkes stammerne at forhandle en aftale på plads, vil den kunne dæmpe gemytterne i et stykke tid. Derefter vil stammefejden typisk bryde ud igen. De fleste af stammefejderne i den Danske Bataljons område er begyndt for flere år siden og blusser så op med jævne mellemrum.