[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Udsendelsen planlægges gennemført for en seks måneders periode. En forlængelse udover 3. november 2003 kræver fornyet politisk beslutning.

Formålet med forstærkningen af Det Danske Kontingent er, at skabe mere synlighed for at fastholde lokalbefolkningens tiltro til, at de internationale styrker kan imødegå den stigende kriminalitet, sikre genopbygningen af civilsamfundet og styrke uddannelse af det lokale politi.

Ved at øge antallet af stabspersonel ved enheden optimeres den samlede planlægningskapacitet i staben og samtidig styrkes kontingentets muligheder for at sikre transporter af forsyninger og materiel mellem Kuwait og de danske enheder i Irak.

Før de 42 soldater udsendes til Irak, skal de vaccineres og igennem en supplerende - og missionsforberedende uddannelse i perioden 21. juli til 15. august. Uddannelsen sker henholdsvis ved Prinsens Livregiment i Skive og ved Trænregimentet i Aalborg. Når denne uddannelse ved de to regimenter er gennemført, afsluttes den i Oksbøl med en missionsorienteret uddannelse i uge 32.

Stabspersonellet (10 mand) kommer fra Prinsens Livregiment, Ingeniørregimentet og Telegrafregimentet. Prinsens Livregiment har ansvaret for uddannelsen af stabspersonellet.

Sikrings- og eskortegruppen (12 mand) kommer fra Prinsens Livregiment.
Militærpolitifolkene (11 mand) kommer fra Trænregimentet. Personel til Stabs- og logistikkompagniet (9 mand) kommer fra Trænregimentet og Det Danske Internationale Logistikcenter.
Trænregimentet har ansvaret for uddannelsen af dette personel.

Materiel og køretøjer til de nye bidrag påregnes afsendt med skib fra Danmark ultimo juli. Det forventes herefter fremme i Kuwait ca. fire uger efter. Personellet afsendes med fly til missionsområdet i den sidste del af august. Såvel transport af materiel og personel sker med kommercielle transportselskaber (linjetrafik og flyselskaber).