[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det var en synligt tilfreds general, der under sit besøg i Camp Eden kunne høre om, hvordan de danske styrker har forberedt og gennemfører overgangen til civilt irakisk selvstyre. Med opbygningen af regionalråd og byråd, er det danske område langt fremme i bestræbelserne på at lade det irakiske folk få stadig større kontrol over udviklingen i deres eget land.

General Stewart spurgte under den timelange briefing interesseret til, hvordan og hvorledes rådene var opbygget og ikke mindst, hvordan de blev finansieret. Og da der blev svaret, at planen er, at den danske stat afholder udgifterne til lønninger og drift af rådene, var rosen stor.
I det danske område er der 12 råd og et regionalråd. D

et er borgmesteren i byen Al Qurnah, der ligger tæt på den danske lejr, der også er formand for regionalrådet. Repræsentanterne i rådene har indtil nu været udpeget af koalitionsstyrkerne, men inden den 30. juni, vil de være udpeget blandt irakerne selv.



Chefen for den engelske division, som den danske styrke indgår i, general Stewart, udtrykte under sig besøg i Camp Eden meget stor tilfredshed med de fremskridt mod irakisk selvstyre, der sker i det danske ansvarsområde.

Orienteringen om overgangen til irakisk selvstyre var en del af den briefing, generalen fik, da han mandag formiddag besøgte Camp Eden. Fanekommandoet stod klar med repræsentanter fra såvel Danmark, Storbritannien og Litauen – de tre nationer, der er i Camp Eden – og køkkenet havde endnu en gang overgået sig selv.

Denne gang fik den engelske kok lov til at folde sig ud, og måske ud fra devisen om, at når en brigadegeneral skal have en tre retters menu, så skal en divisionsgeneral da have fem, blev den ene delikate ret efter den anden båret frem til generalens bord.

Dermed er der sikkert lagt op til endnu et besøg fra general Stewart, for det må efterhånden rygtes, at det danske køkken i Camp Eden kan levere overdådige middage.