Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Tudefjæs – ikke her
Om man er opklaringsmand, mekaniker, fra køkkensektionen eller ingeniør med en gravemaskine, der er gået ned, så nytter det ikke at sætte et tudefjæs op
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
-Tudefjæs løser ikke problemerne. Om man har et køkken, hvor halvdelen af strømmen er røget, om man har stået på et check-point fra morgen til aften et par dage i træk, om man som mekaniker mangler værktøj til at reparere en Eagle eller en PMV, så kan vi ikke tillade os at give op.
Det sagde feltpræst Torben Jørgensen, da han holdt Gudstjeneste søndag aften, med udgangspunkt i fortællingen om en kvinde, der kaster sig for fødderne af Jesus. En kvinde, der var hedning, der var uren, og som ikke kunne forvente, at Jesus overhovedet ville tale med hende.
Men hun var ihærdig, bed sig fast i buksebenet sådan i overført betydning.
- Der er to måder, man kan sige ”ske din vilje på”, sagde feltpræsten under prædikenen.
Den ene er at sige Guds vilje ske og læne sig tilbage og vente på tingene udvikler sig. Det er en passiv holdning, der nærmest er opgivende. Den anden måde er selv at gøre noget.
Selv at tage initiativ. Ihærdighed og vilje er nøgleord for soldaterne. For uden vilje til at gøre noget, at udrette mindre mirakler på trods af modgang og store vanskeligheder med materiel, varme og ”stumper” der er i restordre eller på vej med skib her ned, ja, så går alt i stå.
Opbygningen af lejren stopper, der bliver ikke lavet pre-fabs til beboelse med den nødvendige air-condition, der bliver ikke løst opgaver udenfor lejren og så videre.
- Hvad gør køkkensektionen, når køkkenet ikke fungerer. De sætter sig ikke ned og opgiver. Ingen tudefjæs. De spørger tværtimod: Hvad kan vi gøre med det, vi har? Og så gør de det. Og ingeniørerne, de er heller ikke nogle tudefjæs. Står en maskine af, jamen så gør vi det bare på en anden måde. Det finder vi ud af. Ingen problemer, pegede Torben Jørgensen på.
- Eller spejderne. De holder fanen højt løftet, smøger ærmerne op og tager fat. Det kan godt være, det er noget skidt. Men det skal fungere. Ingen tudefjæs. For med tudefjæs kommer man ikke ret langt, sagde feltpræsten.
- Når vi er kommet så langt, som vi er, ligger det i sej vilje. Hvad kan vi gøre, spørger vi, og så gør vi det, understregede han.
Dermed ramte feltpræsten lige ned i arbejdsmåderne hos DANCON/IRAK. Det kan godt være, at der mangler ting, der egentlig skulle bruges. Men det nytter jo ikke noget at tude over det. Der skal findes andre løsninger og tænkes kreativt. Sådan er det bare at være hold 1 i Irak, hvor leveringstiden med skib fra Danmark er fem uger, cirka to uger med lastbil og en gang ugentlig med fly.
Fletpræsten holder gudstjeneste hver søndag efter aftensmaden. Nogen kunne måske spørge sig selv, hvad han så laver ugens øvrige seks dage, men det kan soldaterne i DANCON/IRAK give svaret på, for heller ikke feltpræsten står med tudefjæs. Han tager med ud, hvor der bliver arbejdet, og hvor det er varmt, hårdt og ind imellem træls at være.
Der er vel besøgt til gudstjenesterne i det fri i Camp Eden hver søndag aften. Feltpræst Torben Jørgensen prædikede søndag den 6. juli over temaet ”tudefjæs”.
-Tudefjæs løser ikke problemerne. Om man har et køkken, hvor halvdelen af strømmen er røget, om man har stået på et check-point fra morgen til aften et par dage i træk, om man som mekaniker mangler værktøj til at reparere en Eagle eller en PMV, så kan vi ikke tillade os at give op.
Det sagde feltpræst Torben Jørgensen, da han holdt Gudstjeneste søndag aften, med udgangspunkt i fortællingen om en kvinde, der kaster sig for fødderne af Jesus. En kvinde, der var hedning, der var uren, og som ikke kunne forvente, at Jesus overhovedet ville tale med hende.
Men hun var ihærdig, bed sig fast i buksebenet sådan i overført betydning.
- Der er to måder, man kan sige ”ske din vilje på”, sagde feltpræsten under prædikenen.
Den ene er at sige Guds vilje ske og læne sig tilbage og vente på tingene udvikler sig. Det er en passiv holdning, der nærmest er opgivende. Den anden måde er selv at gøre noget.
Selv at tage initiativ. Ihærdighed og vilje er nøgleord for soldaterne. For uden vilje til at gøre noget, at udrette mindre mirakler på trods af modgang og store vanskeligheder med materiel, varme og ”stumper” der er i restordre eller på vej med skib her ned, ja, så går alt i stå.
Opbygningen af lejren stopper, der bliver ikke lavet pre-fabs til beboelse med den nødvendige air-condition, der bliver ikke løst opgaver udenfor lejren og så videre.
- Hvad gør køkkensektionen, når køkkenet ikke fungerer. De sætter sig ikke ned og opgiver. Ingen tudefjæs. De spørger tværtimod: Hvad kan vi gøre med det, vi har? Og så gør de det. Og ingeniørerne, de er heller ikke nogle tudefjæs. Står en maskine af, jamen så gør vi det bare på en anden måde. Det finder vi ud af. Ingen problemer, pegede Torben Jørgensen på.
- Eller spejderne. De holder fanen højt løftet, smøger ærmerne op og tager fat. Det kan godt være, det er noget skidt. Men det skal fungere. Ingen tudefjæs. For med tudefjæs kommer man ikke ret langt, sagde feltpræsten.
- Når vi er kommet så langt, som vi er, ligger det i sej vilje. Hvad kan vi gøre, spørger vi, og så gør vi det, understregede han.
Dermed ramte feltpræsten lige ned i arbejdsmåderne hos DANCON/IRAK. Det kan godt være, at der mangler ting, der egentlig skulle bruges. Men det nytter jo ikke noget at tude over det. Der skal findes andre løsninger og tænkes kreativt. Sådan er det bare at være hold 1 i Irak, hvor leveringstiden med skib fra Danmark er fem uger, cirka to uger med lastbil og en gang ugentlig med fly.
Fletpræsten holder gudstjeneste hver søndag efter aftensmaden. Nogen kunne måske spørge sig selv, hvad han så laver ugens øvrige seks dage, men det kan soldaterne i DANCON/IRAK give svaret på, for heller ikke feltpræsten står med tudefjæs. Han tager med ud, hvor der bliver arbejdet, og hvor det er varmt, hårdt og ind imellem træls at være.
Der er vel besøgt til gudstjenesterne i det fri i Camp Eden hver søndag aften. Feltpræst Torben Jørgensen prædikede søndag den 6. juli over temaet ”tudefjæs”.