Uge 06 ved ISAF 5

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Selvom det er svært at se bort fra skudhullerne, Inden solen begynder at få bjergene mod øst til at fremstå i en flot silhuet mod den frostklare lyseblå himmel, kan vi ca. kl. 5.00 høre den lokale mullah kalde til morgenbøn vest for lejren. På det tidspunkt er alt stille i Camp Warehouse.

At der lyder en konstant brummen fra de store tyske generatorer, der forsyner lejren med strøm, og at vores ”Varm 40’ere” med jævne mellemrum afgiver en dyb rungende lyd, mens de sender lidt varm luft ind i vores telte for at holde den bidende frost ude, registrerer vi ikke mere.

Det er en baggrundsstøj, som øret allerede har vænnet sig til at filtrere fra. Mullahens råb bryder derfor morgenstundens stilhed og vækker dem, der sover lidt let, fordi de enten har for meget at tænke på, nærmer sig en sprængt blære eller blot er morgenmennesker.

Mullahens kald til morgenbøn forstærkes igennem en gammel tragtformet højtaler, der lidt hjælpeløst sidder bundet fast på den lille moské, der ikke har nogen pragt over sig, men blot ligner områdets lerklinede huse. Hans råb kalder selvfølgelig ikke os til bøn, men fortæller os dog, at vi er midt i et fremmed land, hvor kultur, skikke, væremåde og religion er helt anderledes end vores.

Der pletter facaden på næsten et hvert hus, for ikke at tale om de helt udbombede huse, der tomme og hule stikker spøgelsesagtigt op hist og her, så adskiller Afghanistan sig på alle andre måder sig fra det, der normalt er vores hverdag.

Da vi fra hold 5 ankom til Kabul, var et af de større emner, at omkring 4000 muslimer fra Afghanistan var på vej til Mekka i Saudi-Arabien for at deltage i den årlige pilgrimsrejse Hadj. Pilgrimsrejsen eller valfarten til Mekka er én af islams 5 pligter, og den skal foretages mindst én gang i livet af dem, der er sunde og har råd til det. Der er to slags valfarter.

Umra kan foretages hele året rundt, mens Hadj skal finde sted i de første 10 dage af muslimernes 12. måned. De 4000 afghanere gav lidt problemer, fordi de skulle være i Mekka inden den 22. januar.

De var bange for, at de ikke nåede det, og der var optræk til større demonstrationer. Deres frygt var begrundet. Ikke kun fordi logistikken omkring rejsen til Saudi-Arabien ikke var den bedste, og fordi de i forvejen havde investeret et for dem meget stort beløb i denne pligt, men også fordi det var nødvendigt for dem at nå frem til tiden.

Hadj indebærer nemlig et helt fast - og fysisk hårdt - program, hvor der på bestemte tidspunkter er bestemte steder, der skal besøges, bestemte ting, der skal gøres, og bestemte ritualer, der skal gennemgås. Den sidste dag i Hadj er Den store Offerfest Eid al-Adha, hvor de efter at have kastet sten mod en stor pille, der symboliserer Satan, ofrer et dyr.

Den store Offerfest er muslimernes største helligdag, som fejres af muslimer overalt i verden i fællesskab med dem, der afslutter deres valfart. Efter at muslimerne har ofret deres dyr, tilberedes det og spises sammen med familien. I den forbindelse er det tradition, at man har lidt nyt og pænt tøj på, og at børnene får gaver. I de følgende dage holder de fleste fri og besøger familie og venner.

Man kan godt sige, at Offerfesten er en højtid, der for muslimerne vægtes på samme måde, som vi vægter julen. Grundvilkårene er jo ens for alle mennesker, og alle sætter pris på at glæde hinanden og glædes sammen. Alligevel er der stor forskel på de to fester.

Muslimernes ofring af et dyr bliver nemlig tolket som et symbol på, at de er rede til at give deres eget liv som et offer, hvis Allah skulle ønske det. Vores jul handler derimod om, at Jesus fødes som Guds søn, fordi han skulle ofres for vores skyld. At Gud har ofret sin søn for os betyder dermed blandt andet, at vi ikke skal ofre os for ham i et religiøst vanvid.



Vinkende glade børn

På grund af Offerfesten har det halve af den forløbne uge derfor været lidt stille for os alle, fordi Offerfesten begyndte søndag den 1. februar og sluttede i onsdags. Dem, der har været uden for lejren, har dog haft fornøjelsen af at møde alle de glade mennesker inde i Kabul, som har holdt fri og fejret højtiden.

Man har også kunnet fornemme, at folk har været glade for at se ISAF’s køretøjer på gaderne igen, efter vi i forrige uge holdt lav profil pga. det forhøjede beredskab efter de to selvmordsbomber.

At pilgrimsrejsen sluttede i onsdags betyder nu, at pilgrimmene er ved at vende tilbage til Kabul igen. Det er en festlig begivenhed for dem og deres familier, og er ikke noget, som umiddelbart vurderes til at give de store problemer i byen.



Bytur

Ligesom kontrasterne mellem kulturer og religion er store, sådan er der også en kontrast mellem vores liv i lejren, og så arbejdet ude i Kabul. Camp Viking er en lille oase midt i den store Camp Warehouse, og sådan er lejren i det hele taget en oase og et fristed for os alle, hvor vi kan slappe af, have det festligt og ikke mindst få tid til at tænke på jer derhjemme og få skrevet mails og breve.

Den ugentlige post ventes jo selvfølgelig med længsel. Selvom posten burde kunne nå frem på en uge, så kan der desværre gå et par uger. Det kan vi ikke bebrejde vores postmand Lars, selvom han vist nok nogen gange kan blive lidt irriteret over, at mange spørger efter, hvornår posten kommer. Men vi spørger jo kun, fordi vi går og håber på, at der skulle være et brev eller evt. en pakke derhjemmefra.

Når posten kommer, er Lars Post selvfølgelig en central og efterspurgt skikkelse i lejren. I onsdags var han centrum på en anden måde, fordi han havde fødselsdag. Det blev fejret med fællesspisning ved et ta’-selv-bord med blandt andet en eftertragtet lun leverpostej. Uheldigvis havde Lars været til tandlæge om eftermiddagen, så han fik ikke selv glæde af den gode fødselsdags-mad!



"Panserkirkegården!.

Fredag var også maddag. Det er nu efter 2. gang en tradition, at vi fredag begynder dagen med hjemmebagt morgenbrød i messen og slutter den med en god middag. I fredags var det lidt hektisk, fordi vi skulle spise morgenmad tidligt. Dagen var nemlig afsat til en tur på skydebanen, hvor vi alle i løbet af dagen kom ud og fik øvet os og eventuelt indskudt vores våben.



På skydebanen.

Skydebanen ligger et stykke fra vores lejr imellem bjergene. På vejen derud kommer man forbi en kirkegård for gammelt russisk militært materiel. Et fantastisk syn! Vejret var i det hele taget pragtfuldt, og mange blev lidt røde i ansigterne. Nogen mere end andre! For Peter gik varmen og den skarpe sol ham åbenbart så meget til hovedet, at han glemte at tage hætten af sin karabin.

Da vi om aftenen alle sad bænket om et veldækket bord og fik grillstegte steaks med kartoffelmos, grillstegte bagekartofler og salat, kunne Niels Kristian efterspørge ejeren af en noget maltrakteret hætte. Peter havde allerede forudset, at det ville komme til at koste, så han havde i forvejen købt rødvin, der stod klar på bordene.

Det blev en fantastisk hyggelig fredag aften, der så også kom til at sætte sit præg på lørdagen, hvor der var en almindelig mat stemning i lejren!!

Nå ja, - og så er der lige det der med kulturforskellene! I onsdags skulle chefen til et møde. Joe fik parkeret bilen så elegant, at han selv kunne træde tørskoet ud af den.

Chefen derimod trådte lige ud i en større mængde efterladenskaber. For hernede gør folk både ”stort” og ”småt” ude på gaden. Chefens mening om det kunne høres ud over hele Afghanistan!! Men sådan er vi jo så forskellige!