Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Uge 07 ved ISAF 5
Kontrasternes uge har vi netop gennemlevet. Det ene øjeblik havde vi det skønneste vejr. Det næste øjeblik var der en snestorm over os.
14. maj, 2004 - Kl. 10.09
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Begyndelsen af ugen var luften klar for støv og smock, og bjergene stod skarpe og tydelige, og om natten stod stjernerne, månen og planeterne på samme måde og bød bjergene konkurrence.
Solen var gavmild med behagelige temperaturer i begyndelsen af ugen. Mange nød også at sidde i middagssolen og slikke sol. Dog skal man være varsom, da solen på den tid af året og i denne højde er skarp. UV-strålerne slår hårdt mod huden. Hvilket tydeligt kan ses, når dagen er omme, og alle trækker inden for i de opvarmede telte.
Ikke mindst messeteltet. Nok har dagen haft en behagelig temperatur; men lige så hurtigt kommer nattekulden. En time før solnedgang kryber kulden ned fra bjergene, og det mærkes på benene, som det første sted kulden smygende gør opmærksom på sin entre.
Hovederne er røde. Huden er stram og tør. Tiden er kommet, hvor væskedepoterne skal fyldes op, og dagens oplevelser skal deles og genfortælles. Mange aftaler for den næste dag skal på plads.
”Hvem kan tilbyde eskorte kørsel?”
”Er der nogle, der vil med ud at køre i morgen? Der er en ledig plads.”
”Hvad skal vi lave af mad på fredag?”
Hjælpsomhed og ”byde ind” kendetegner kammeratskabet og ånden i den danske lejr.
Sne i Kabul
Og så en morgen var det hele forbi. I løbet af natten havde sneen lagt sig. I Kabul by blev det kun til nogle centimeter sne. Det meste af den sne der faldt, var tøsne. Fra de gode dage med varme og klar himmel til dage med gråt, klamt og mudder var kommet. Og det skulle blive værre.
Den efterfølgende nat faldt der på ny sne over Kabul og lejren. Denne gang blev sneen liggende. En tung sne havde lagt sig som en dyne over hele byen. Mange steder var indicier blevet til beviser på, at sne havde forsøgt at tage favntag på byen. Grene var knækket af træerne. Mange træer havde måttet give efter for sneens tunge masse. Grene, træer, 25 cm sne og elektriske ledninger på kørebanen gjorde trafikken interessant og udfordrende.
Byens tid var gået i stå og bevægede sig kun langsomt; men sikkert baglæns. Hvor lakonisk. Denne by, der har overlevet belejringer og krige, var på forunderlig måde fanget og bastet i hvidt. Der var intet beredskab. Byen, der altid har været klar til at være klar, blev taget på sengen. Hele situationen og stemningen blev beskrevet, da en af vores tolke så el-ledningerne ligge på jorden: ”Og hvad så! Der er jo ikke strøm i dem alligevel.”
Der dukker ting op her nede, som man ikke taler om. Sådan er det bare. Inden for forsvaret følger man den regel, at det skal være nødvendig viden, ikke sjovt at vide. (Need to know or Nice to know.). Sådan en sag havde vi her i begyndelsen af ugen. Der skulle holdes en stor parade, som en masse meget store og vigtige VIP’er skulle komme og overvære.
Sådanne højtstående folk fra ind og udland er det rene guf for ”the bad guys”, derfor blev det besluttet at fremrykke paraden med en dag. Det blev gjort med meget kort varsel. Og så var det tand for tunge. Intet måtte komme ud.
De 4 nationer, der samarbejder på Kabul City Police.
Sikkerheden omkring paraden og den internationale narkotika konference blev et skoleeksempel på samarbejde mellem mange nationaliteter og de afghanske myndigheder. Selv oplevede vi ind på KCP HQ samarbejdet tæt inde på kroppen, da der blev installeret en deling soldater bestående af enheder fra Canada, Norge og Tyskland.
Herved skulle samarbejdet foregå mellem de nævnte lande plus danske og afghanske soldater og myndigheder. En spændende og udfordrende opgave der blev løst tilfredsstillende af alle parter.
Begyndelsen af ugen var luften klar for støv og smock, og bjergene stod skarpe og tydelige, og om natten stod stjernerne, månen og planeterne på samme måde og bød bjergene konkurrence.
Solen var gavmild med behagelige temperaturer i begyndelsen af ugen. Mange nød også at sidde i middagssolen og slikke sol. Dog skal man være varsom, da solen på den tid af året og i denne højde er skarp. UV-strålerne slår hårdt mod huden. Hvilket tydeligt kan ses, når dagen er omme, og alle trækker inden for i de opvarmede telte.
Ikke mindst messeteltet. Nok har dagen haft en behagelig temperatur; men lige så hurtigt kommer nattekulden. En time før solnedgang kryber kulden ned fra bjergene, og det mærkes på benene, som det første sted kulden smygende gør opmærksom på sin entre.
Hovederne er røde. Huden er stram og tør. Tiden er kommet, hvor væskedepoterne skal fyldes op, og dagens oplevelser skal deles og genfortælles. Mange aftaler for den næste dag skal på plads.
”Hvem kan tilbyde eskorte kørsel?”
”Er der nogle, der vil med ud at køre i morgen? Der er en ledig plads.”
”Hvad skal vi lave af mad på fredag?”
Hjælpsomhed og ”byde ind” kendetegner kammeratskabet og ånden i den danske lejr.
Sne i Kabul
Og så en morgen var det hele forbi. I løbet af natten havde sneen lagt sig. I Kabul by blev det kun til nogle centimeter sne. Det meste af den sne der faldt, var tøsne. Fra de gode dage med varme og klar himmel til dage med gråt, klamt og mudder var kommet. Og det skulle blive værre.
Den efterfølgende nat faldt der på ny sne over Kabul og lejren. Denne gang blev sneen liggende. En tung sne havde lagt sig som en dyne over hele byen. Mange steder var indicier blevet til beviser på, at sne havde forsøgt at tage favntag på byen. Grene var knækket af træerne. Mange træer havde måttet give efter for sneens tunge masse. Grene, træer, 25 cm sne og elektriske ledninger på kørebanen gjorde trafikken interessant og udfordrende.
Byens tid var gået i stå og bevægede sig kun langsomt; men sikkert baglæns. Hvor lakonisk. Denne by, der har overlevet belejringer og krige, var på forunderlig måde fanget og bastet i hvidt. Der var intet beredskab. Byen, der altid har været klar til at være klar, blev taget på sengen. Hele situationen og stemningen blev beskrevet, da en af vores tolke så el-ledningerne ligge på jorden: ”Og hvad så! Der er jo ikke strøm i dem alligevel.”
Der dukker ting op her nede, som man ikke taler om. Sådan er det bare. Inden for forsvaret følger man den regel, at det skal være nødvendig viden, ikke sjovt at vide. (Need to know or Nice to know.). Sådan en sag havde vi her i begyndelsen af ugen. Der skulle holdes en stor parade, som en masse meget store og vigtige VIP’er skulle komme og overvære.
Sådanne højtstående folk fra ind og udland er det rene guf for ”the bad guys”, derfor blev det besluttet at fremrykke paraden med en dag. Det blev gjort med meget kort varsel. Og så var det tand for tunge. Intet måtte komme ud.
De 4 nationer, der samarbejder på Kabul City Police.
Sikkerheden omkring paraden og den internationale narkotika konference blev et skoleeksempel på samarbejde mellem mange nationaliteter og de afghanske myndigheder. Selv oplevede vi ind på KCP HQ samarbejdet tæt inde på kroppen, da der blev installeret en deling soldater bestående af enheder fra Canada, Norge og Tyskland.
Herved skulle samarbejdet foregå mellem de nævnte lande plus danske og afghanske soldater og myndigheder. En spændende og udfordrende opgave der blev løst tilfredsstillende af alle parter.